Hinnerup Skoleskak i top
Pokaler blev der mange af til Hinnerup ved DM i skoleskak
Så er skoleskak sæsonen slut. Hinnerup Skoleskak kan endnu engang se tilbage på en god sæson med mange gode resultater. Og afslutningen gik fint, da spillerne sidste weekend var til hold-DM i Jetsmark.
I række A (0-10 klasse) deltog fra Haldum-Hinnerup skolen Toby Dreisler, Mads Hasager, Kasper Timmermann og August Esbensen. De sluttede på en 3.-plads, men de er nyoprykkere i A-rækken, og dermed har de to år mere i denne række.
Fuldt hus til Simon
I række C (0-3 klasse) var med fra Præstemarkskolen: Simon Ehrenreich, William Guss, Aymenn Berrahou, Frederik Korsholm og Marie Kryger med. De vandt DM i overlegen stil med 11½ point ned til nr. 2. Bl.a med en fantastisk indsats af Simon Ehrenreich på 1. brættet, der til trods for at han kun går i 2. klasse, fik 12 ud af 12 mulige point mod spillere som alle gik i 3. klasse!
I den åbne række, dvs. spillere fra forskellige skoler (0-10klasse) var Jonas Bjerre, Filip Boe, Jakob Kryger, Filip Holm og Mathias Holm med. De rykkede en plads op i forhold til sidste år, så de fik en 2.-plads. Det til trods for at spillerne på dette hold max går i 5. klasse. Så de har spillet mod nogle meget ældre modstandere hele weekenden.
Jagter ny træner
Der er dukket en udfordring op, da træner Jakob Risager tager til Kina for at læse. Så nu jages en ny træner.