Fortsæt til indhold

Rekord på Jyllandsringen og en tur til Barcelona

Detblev en fantastisk weekend for Kasper H. Jensen fra Foldby.

Sport
Erling Baastrup

På trods af at han måtte udgå som førende kører af heat 3, er han alligevel meget tilfreds med weekenden løb på FDM Jyllandsringen.
Kasper vandt tidtagningen med 1.2 sekund til nærmeste konkurrent. 1. heat vandt han med 18 sekunder, selvom han startede som nummer 20 (feltets 20 første kørere vendes) og 2. heat blev vundet med 5 sec. så forventningerne til 3. heat var store.

Røg ud af motoren

Det så lovende på de første 10 omgange af heat 3, Kasper havde fået lavet sig et pænt forspring på 6 sec. til de resterende kørere, men så begyndte det pludselig at vælte ud med røg fra motoren. Så var det slut for dette heat.
Inden Kasper måtte parkere sin rygende Legend car på indercirklen, nåede han lige at sætte ny banerekord på Jyllandsringen. Måske samler Kasper på banerekorder, han har i hvert tilfælde lavet tre i år: Ved Classic Race i Århus, på Ring Djursland og nu på Jyllandsringen.
På trods af at Kasper måtte udgå i 3. heat øgede han alligevel føringen i mesterskabet.
Kasper er en travl ung mand, så når han at smutte til Barcelona. Her skal han deltage i 24 timers løbet i en Renault Clio.