Fem lokale gennem nåleøje
Skanderborg repræsenteret i Danmarks største klubturnering i golf
Fem spillere fra Skanderborg Golf Klub er klar til at forsvare klubbens ære i de regionale semifinaler i Danmarks største klubturnering.
Det er Mads Holst, Frank Jensen, Svend Erik Stæhr, Ole Madsen Bøgedal og Berit Holst, der således skal repræsentere Skanderborg Golf.
Bevæbnet med jern og køller har de fem spillere nemlig foråret igennem kæmpet mod klubkammeraterne for en plads på holdet til BOSS Synoptik.
Forude venter nu semifinalerne, hvor spillerne kan se frem til at dyste mod de 16 andre golfklubber i regionen om de to eftertragtede pladser i finalen.
David Dreiø Carlsen, butikschef i Synoptik i Adelgade, regner med bred lokal opbakning, når semifinalerne afgøres næste weekend.
Til forskel for andre golfturneringer er BOSS Synoptik Cup nemlig en breddegolfturnering, der giver plads til alt fra nybegyndere til elitespillere fordelt på fem handicapgrupper. Og det giver både lokal forankring og klubånd, mener han ifølge en pressemeddelelse.
Det er femte år i træk, at Synoptik står bag den store golfturnering i samarbejde med Dansk Golf Union, der i år afsluttes i Skovbo Golfklub mellem Køge og Ringsted 3. oktober.