På søndag starter ishockeysæsonen
Rungsted er væsentligt forstærket i år. Søndag kl. 15.30 er der kamp i den lokale skøjtehal. Modstander er Whitehawks fra Frederikshavn
En utålmodig samling ishockeyspillere i Rungsted går i disse dage og tripper med spillelysten ude på tøjet, for søndag er det nemlig alvor for alle spillerne i Metal Ligaen.
Den nye sæson starter for Rungsteds vedkommende med to virkelig svære opgaver mod de to vel nok største guldfavoritter, Frederikshavn og SønderjyskE.
Det er søndag kl. 15.30, det hele sparkes i gang med opgøret mod Whitehawks fra det nordjyske.
"Vi har været igennem en turbulent opstart med mange spillere ind over holdet og mange spillere, der er kommet til i løbet af opstarten. Vi mangler f.eks. stadig spilletilladelsen til en enkelt mand, men jeg føler p.t., at vi er på cirka 80 procent, men det går hastigt frem, og i løbet af et par uger er vi på 100 procent," vurderer træner Per Holten Møller.
Otte udlændinge
Udlændingeflokken er efterhånden oppe på otte, og ikke en eneste af dem var med i den trup, der sidste år endte på sidstepladsen.
Den nye samling hedder Zane Kalemba på mål, Phil Paquet og Joel Johansson i forsvaret og Erik Hjalmarsson, Anthony Maiani, Lauris Bajaruns, Carlo Finucci samt Adam Estoclet i angrebet.
"Vi har store forventninger til denne samling spillere. Vi er væsentligt forstærket i forhold til sidste sæson, det er der ingen tvivl om. Men vores ambitioner er også højere, så det har været positivt med den store støtte fra erhvervslivet og ikke mindst Team Hørsholm, som har gjort det muligt at sætte denne trup sammen," siger direktør Thomas Friberg, der ikke lægger skjul på målet:
"Jamen, vi SKAL simpelthen i slutspillet. Der er ingen tvivl om, at det er en fiasko, hvis det ikke sker," siger Friberg uden omsvøb.
Særdeles positiv
Blandt de nye udlændinge er Joel Johansson den eneste, der har spillet alle træningskampene, men bortset fra Adam Estoclet, der først lander i Danmark lørdag, så har han set dem alle og er særdeles positiv.
"Det er en stærk flok spillere, som ved, hvad der kræves for at løfte et hold. Vi har en virkelig god kemi, og det vil kun blive stærkere de næste par uger, når vi for alvor får arbejdet kædekemien ind også. Jeg tror på en stor sæson," lyder det fra den skudstærke svensker.