Fortsæt til indhold

U18 Drenge fra Nørre Djurs HK vil i 1. division

Søndag spiller fire østjyske U18 hold kvalifikationsturnering i Nørre Djurshallen for at komme i 1. division

Sport
Af Martin Schultz

Nørre Djurs HK's talentfulde 18 Drenge får hænderne fulde, når deres klub søndag er vært for en kvalifikationsturnering om adgangen til U18 årgangens bedste række 1. division.
De lokale U18 spillere skal prøve kræfter med Randers HH, AGF og Team Favrskov i en turnering, hvor alle hold møder alle i løbet af søndagen.
Vinderen af kvalifikationsturneringen går direkte i 1. division, mens deøvrige tre får endnu en mulighed for at komme med blandt de 18 hold i den jyske del af 1. division.

U18 er en rigtig god årgang

Nørre Djurs har et talentfuldt U18 Drenge hold, men de to førsteårs U18 drenge Niclas Høgh og Rasmus Secher som de skudstærke bagspillere.
”Vores U18 hold er en rigtig god årgang, som har spillet sammen siden de var 10 år. Men som en lille landsbyklub har vi ikke den store bredde, ” siger Henrik Elkjær, som træner drengene sammen med Henrik Pedersen og Bent Frey.

Se ungdomshåndbold på højt niveau

Sidste år spillede Nørre Djurs HK's U18 drenge i 2. division, så det er en udfordring at skulle spille mod kandidater til landets bedste U18 række.
”Vi vil yde vores bedste og yde god modstand, men tingene skal lykkes rigtig godt, hvis vi skal vær med. Det primære er at vores drenge får lov til at spille på højt niveau,” siger Henrik Elkjær, som håber at mange tilskuere vil komme i Nørre Djurshallen for at støtte U18 holdet og samtidig får ungdomshåndbold på højt niveau at se.
Nørre Djurs HK indleder kvalifikationsstævnet søndag kl. 10.30 med sin kamp mod Randers HH.