Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK talenter et mulehår fra 1. division

Glesborg-klubbens U18 drenge præsterede i seks kvalifikationskampe meget flot at vinde de tre. Det rakte ikke til en plads i 1. division, men alligevel var præstationen langt over det forventede

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs talentfulde U18 drenge prøvede over to weekender at kvalificere sig til at spille i 1. division i den kommende sæson.
Noget af en mundfuld for de 9 markspillere og 3 målmænd, som udgør den beskedne trup.
I første runde vandt Nørre Djurs HK en kamp og tabte to. Derfor skulle drengene håbe på at knække koden til 1. division i anden runde.
Der var lige ved at lykkes, for drengene vandt overbevisende holdets to første kampe, men holdet måtte strække gevær i finalen mod stærke HC Midtjylland, der vandt med fem overskydende mål.
"Vi førte ellers med 6-5 med pausen, og bagud 15-13 i anden halvleg brændte vi et frit skud. Så var der udsolgt, og HC Midtjylland, der har et par unglandsholdsspillere i truppen, kunne køre sejren hjem," fortæller Henrik Elkjær, ungdomskonsulent i Nørre Djurs HK og en del af den trænerkvartet som er med omkring U18 drengene.

Målet er fortsat 1. division

Trods den kiksede kvalifikation til 1. division var Henrik Elkjær mere end tilfreds med præstationen.
"For en landsbyklub som vores er det enestående at have et ungdomshold som er meget tæt på at kvalificere sig til 1. division, og jeg må sige, at samtlige spillere imponerede mig med enorm vilje, mod, godt spil og fight, også når det sort ud, fordi modstanden var meget stærk, ikke mindst fysisk," roser Elkjær.
Der blev undervejs trukket store veksler på den smalle trup, hvor en spiller som Nicklas Høgh stillede op trods en dårlig fod og bidrog flot, og hvor strategen Rasmus Secher måtte lappes sammen, da en finger begyndte at gøre knuder.
"Vi har en trup, hvor alle kan byde ind, men seks hårde kampe trækker store veksler på blot ni markspillere," siger Henrik Elkjær.
Han glæder sig over, at drengene helhjertet gjorde forsøget og ser masser af muligheder for, at efteråret i 2. division sagtens kan give en topplacering, så der fra januar 2015 står 1. division på holdets cv.
"Det bliver hårdt, men også udviklende for alle at spille 2. division, og vi er bestemt ikke uden muligheder for at rykke op i 1. division efter juleferien," fastslår Henrik Elkjær, der nu skal tilbage til træningslokalet med holdet og bygge endnu mere på, før turneringen starter.