'Løftet pegefinger' til FC Djursland fra Disciplinærudvalg
DBU Jyllands Disciplinærudvalg beder FC Djurslands ledelse om at nærlæse DBUs Etiske Regelsæt for Klubskifter
"FC Djursland har fået en løftet pegefinger, fordi vi mener, at FC Djursland har overtrådt DBUs regelsæt for klubskifter," siger Jens Christensen, formand for DBU Jyllands Disciplinærudvalg.
Udvalget var fredag samlet til telefonmøde for at diskutere og forholde sig til den klage, som fire lokale klubber: Kolind-Perstrup, IF Midtdjurs, TRIF og Ebeltoft, havde fremsendt til udvalget.
I klagen retter de fire klubber et angreb på FC Djursland for at gå på strandhugst efter lokalklubbernes ungdomsspillere ved direkte henvendelser til spillerne uden om klubberne og ved flittigt brug af de sociale medier (facebook).
"Vi har fremsendt det etiske regelsæt for klubskifter, som DBU har ladet udarbejde og opfordret FC Djursland til at stramme op og følge retningslinjerne," siger Jens Christensen.
Generalklausulen i "Etiske retningslinjer for klubskifter" lyder:
"Klubskifter må ikke finde sted efter forudgående 'fiskeri' – altså henvendelser direkte fra modtagerklub til barn/forældre - men bør gå via spillerens nuværende klub."
FC Djursland kan appellere
Forud for fredagens møde i Disciplinærudvalget var FC Djurslands forlods blevet bedt om at komme med fodboldoverbygningens svar på anklagerne.
"Vi har selvfølgelig fulgt den normale procedure og bedt den anklagede part om at forholde sig til klagen," siger Jens Christensen.
FC Djursland har mulighed for at gå videre med sagen, hvis fodboldoverbygningens ledelse er utilfredse med Disciplinærudvalgets afgørelse.
Det skal i såfald ske til DBU Jyllands Appeludvalg.