Fortsæt til indhold

Udvisninger knuste Rungsted

Med fem scoringer i powerplay sikrede gæsterne sig en sikker sejr på 2-7 mod Rungsted i Metal Liga-premieren i Saxo Arena i Hørsholm

Sport
Arkiv

Efter 60 minutter på isen i Hørsholm Skøjtehal – Saxo Arena, og med cifrene 2-7 på måltavlen, havde Rungsteds træner, Per Holten-Møller, svært ved lige at finde smilet frem.

”Det var ikke godt nok. Udvisningerne kostede dyrt – de scorede ikke mindre end fem mål i overtal, og så var vores boxplay til gengæld slet ikke effektivt nok. Tempoet i kampen var højt, men jeg synes ikke man kan sige, at det var for højt. Fem mod fem gik det fint, og i første periode spillede vi det spil, som vi skal have frem i alle 60 minutter fremover,” sagde Per Holten-Møller, der også lover, at holdet i den nærmeste fremtid vil løfte sig op til 20 procent i forhold til dagens indsats.

”Vi har selvfølgelig været uheldig med mange skader op til sæsonstart, og vi mangler fortsat to spillere, før vi har hele holdet klar. Men det er ikke kun det der går galt i dag – men vi skal se frem efter. Jeg vil dog godt fremhæve kun 15-årig Jonas Røndbjerg. Jeg er imponeret af hans præstation,” sagde Per Holten-Møller.

Højt tempo


Fra kampens start blev tempoet skruet helt op, og Rungsted kæmpede godt imod gæsternes tryk, og de formåede at holde Frederikshavn fra scoring i mere end halvdelen af de første 20 minutter. Men det var gæsterne, der først fik den hårde puch i målnettetm, i det 17. minut. Rungsted fightede hårdt i hele første periode, og det blev til flere nærgående forsøg inden Christoffer Lindhøj udlignede til 1-1 i overtalsspil i periodens slutning. En helt retfærdig udligning ud fra indsatsen i de første 20 minutter.

I anden periode gik der ikke mere end 34 sekunder før Frederikshavn atter bragte sig i front, og Rungsted fik det sværere ved at komme til afslutninger. Gæsterne udnyttede til gengæld i midten af perioden en overtals situation, og så stod der 1-3 på tavlen, hvilket også blev resultatet af anden periode.

I sidste periode blev Rungsted straffet for sine mange udvisninger. Fire gange udnyttede Frederikshavn den ekstra plads på isen effektivt, og da Rungsted kun en enkelt gang mere udnyttede muligheden i overtal, da Nikolaj Rosenthal scorede til 2-5, så sluttede sæsonens første kamp for Rungsted med et nederlag på 2-7.

”Vi vidste på forhånd, at det ville blive en vanskelig kamp, men vi kan på ingen måder være tilfreds med dagens indsats og resultat,” sluttede Rungsteds træner, Per Holten-Møller, der nu har fem dage til at få rettet spillet op, inden holdet på fredag tager i mod SønderjyskE på hjemmebane. Kampen starter klokken 19.30

Metal-Ligaen
Rungsted Ishockey – Frederikshavn 2-7

(1-1, 0-2, 1-4)
Tilskuere
: 493

Christoffer Lindhøj scorede Rungsteds første mål til 1-1 i slutningen af første periode. Foto: Claus Beyer