Pilen peger opad hos Auning i Serie 2
Bundholdet Auning i Serie 2 fik et point med hjem fra lørdagens udekamp mod Langå, og spillende trænerassistent Dennis Holdgaard ser optimistisk på mulighederne for at kravle over nedrykningsstregen
Auning er fortsat uden sejr efter otte spillerunder i Serie 2, men spillende trænerassistent Dennis Holdgaard tror fortsat på, at Auning er kravlet over nedrykningsstregen, når sidste kamp er spillet i november 2014.
Aunings selvtillid fik et nyt boost, da holdet lørdag formåede at få 1-1 i den svære udekamp mod rækkens nummer to, Langå.
"Alle mand leverede en virkelig god indsats og udviste høj moral og viljestyrke, da vi slutfasen kom under pres af de fysisk meget stærkere spillere hos hjemmeholdet," siger en tilfreds Dennis Holdgaard, der selv optrådte i centerforsvaret sammen med Mads Møller.
Sidstnævnte måtte forlade banen 20 minutter før tid for at pleje en skadet lysken og blev afløst af unge Nikolaj Hougaard.
Ankelskadede Daniel Nielsen sad over hos Auning. I stedet spillede Emil Krabbe. Heller ikke cheftræner Kasper Eriksen var med på linjen. Han var til begravelse.
0-1 ved Bobby Brix
Auning bragte sig på sejrskurs umiddelbart efter pausen ved Bobby Brix, mens hjemmeholdet udlignede med en halv time igen.
"Jeg synes, at vi rent spillemæssigt var bedre end Langå, og vi skabte også flere store chancer, som vi desværre misbrugte," siger Dennis Holdgaard.
"Men fysisk kunne vi ikke måle os med Langå, og det satte os flere gange under pres, når de satsede alt på standardsituationerne og på indlæg. Retfærdighedsvis skal det siges, at også Langå havde deres store chancer."
Dennis Holdgaard flyttede i slutfasen Mathias Hornbæk fra positionen som højreforsvarer op som defensiv midtbanespiller. Ind i højre side kom i stedet unge Mikkel "Mini" Pedersen.
"Hornbæk gav os lidt tiltrængt fysik i den sidste halve time, hvor vi havde store udfordringer. Ikke mindst da Mads Møller måtte gå ud, fordi han er vores stærkeste header," siger Holdgaard.
Mod topholdet lørdag
Lørdag møder Auning topholdet TMV 8530 på Auning Stadion, som holdet i første turneringshalvdel tabte med 3-1 til.
"Vi havde egentlig godt fat i TMV, da vi mødte dem på udebane, og pilen peger opad for vores form, så jeg tror på, at vi kan levere en god indsats mod topholdet," siger Dennis Holdgaard.
"Du kan godt kalde det lidt af en bonuskamp, før vi skal i gang med de afgørende kampe mod de hold, som vi slås med i bunden. Jeg er optimist og tror på, at vi nok skal klare frisag, hvis spillerne fortsætter med at træne godt og møder frem med samme indstilling som i de seneste kampe."
Auning - TMV 8530 fløjtes op klokken 13.30 og dømmes af Heine Enevoldsen med Lars K. Pedersen og Jan Høgh Nielsen på linjerne.