Honnør fra Kasper Eriksen til topholdet
Aunings situation i bunden af Serie 2 blev yderligere forværret i 9. spillerunde, hvor holdet tabte til topholdet TMV 8530 og andre af de nærmeste konkurrenter i bundstriden kom på tavlen
"Respekt for et godt fodboldhold," lyder det fra en influenzaramt Kasper Eriksen, cheftræner i Auning.
Hans hold mødte i weekenden topholdet i Serie 2, TMV 8530, på egen bane og tabte 3-1 (1-1).
"De var gode, det må vi erkende, men der er selvfølgelig også en grund til, at de indtil nu blot har tabt en kamp," siger Kasper Eriksen.
Anders Friis Laursen bragte ellers Auning foran 1-0 efter ti minutters spil, men herefter overtog gæsterne styringen og pressede hjemmeholdet tilbage på banen.
"TMV udlignede helt fortjent i det 35. minut," fortæller Kasper Eriksen, der kunne se sit eget mandskab arbejde benhårdt mod en kompetent modstander, som både var gode med bolden i det etablerede spil og lynhurtige i omstillingsspillet.
TMV dominerede efter pausen
Efter pausen blev Auning yderligere trykket tilbage på banen, og det massive pres fra gæsternes side resulterede i en ny scoring i det 55. minut og yderligere en i det 75. minut.
"Herefter skiftede de tre mand ud, og det gav os lidt luft, fordi deres bænk tydeligvis ikke var så stærk," fortæller Kasper Eriksen.
"Anders Friis Laursen kom alene med målmanden 7-8 minutter før tid, men brændte. En scoring her kunne måske have rystet TMV lidt, men det ville ikke have været fortjent, hvis vi havde fået pointudbytte."
Kasper Eriksen roser målmand Daniel Thygesen for en god kamp med flere store redninger, når TMV pressede på. Også den unge midtbanemand Frederik Køtter markerede sig positivt.
Det snerper til
I næste spillerunde vanker der et lokalopgør mod Vivild, og Kasper Eriksen erkender, at det er ved at være sidste udkald, hvis ikke Auning skal rykke ned i Serie 3.
"Vi ved, at der sikkert skal fire sejre i de sidste fem til at sikre os en ny sæson i Serie 2," siger Kasper Eriksen.
"Efter Vivild møder vi de hold, som vi skal vinde over, hvis vi skal kravle over nedrykningsstregen. Det ser svært ud, men stemningen i truppen er ikke på lavpunktet, vi tror på det."
Lokalopgøret mod Vivild spilles lørdag 4. oktober klokken 13.30 på Auning Stadion.
Stillingen i bunden af rækken ser således ud:
5. Dronningborg 11 point
6. Randers Freja 10 point
7. Nielstrup/Voldum 7 point
8. Auning 4 point
Aunings restprogram:
| Lør | 04-10-2014 | 13:30 | Auning IF | Vivild IF | Auning Stadion |
|---|---|---|---|---|---|
| Lør | 11-10-2014 | 14:30 | Hammel GF | Auning IF | Hammel Stadion |
| Lør | 18-10-2014 | 13:30 | Auning IF | Nielstrup/Voldum IF | Auning Stadion |
| Søn | 26-10-2014 | 13:00 | Dronningborg B | Auning IF | Dronningborg Stadion |
| Lør | 01-11-2014 | 13:30 | Auning IF | Randers Freja | Auning Stadion |