IF Midtdjurs et point fra oprykning til Serie 2
Indsatsen var på ingen måder prangende, da IF Midtdjurs søndag eftermiddag besejrede Rougsø FC med 3-2 på Ørsted Stadion
IF Midtdjurs er 99 procent sikker på at skulle spille Serie 2 efter nytår. Søndag besejrede holdet Rougsø FC på udebane med 3-2 (1-0), og det var holdets tiende sejr ud af ti mulige i denne sæson.
Sejren betyder, at IF Midtdjurs er 12 point foran nummer to i rækken med fire spillerunder igen. Kun Hornslet kan i teorien ødelægge oprykningen for IF Midtdjurs, men det kræver, at Rosenholmerne vinder holdets sidste fire kampe samtidig med, at IF Midtdjurs taber sine. Ydermere skal Hornslet i sidste spillerunde vinde de to klubbers indbyrdes opgør med fire overskydende mål for at regnestykket går helt op.
”Vi går efter at holde rent bord og vil spille de sidste fire kampe ud fra den målsætning, at vi vil have maksimumpoint,” siger Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs.
Fortjent sejr
IF Midtdjurs førte 3-0 over Rougsø FC til der manglede 14 minutter, men føringen burde have været langt større.
”Vi spillede os frem til et hav af chancer før pausen, men skarpheden var der ikke, og desværre gik vi ned i modstandernes tempo, så det som kampen skred frem blev lidt af en langgaber med mange spilstop på grund af primært frispark,” siger Lars Norman Thomsen.
Mikkel Sonnichsen bragte IF Midtdjurs foran 1-0 efter fem minutter, da han sparkede en ripost i mål. Hjemmeholdets målmand Thomas Bækgaard kunne ikke holde et frispark fra Mikkel Fanø.
Samme Mikkel Fanø, bedste IF Midtdjurs spiller i opgøret, lavede to fremragende mål efter pausen, da han først efter perfekt opspil øgede til 2-0 på et langskud fra 25 meter, der sad helt oppe i krogen, og lidt senere sparkede et frispark direkte i mål.
”Begge mål var flotte, men jeg var begejstret for målet til 2-0, fordi det kom efter godt og pasningsspil, hvor der blev spillet op til en stor skudchance, som Mikkel Fanø udnyttede perfekt,” siger Lars Norman Thomsen.
Hjemmeholdets bedste, Mikkel Knudsen, reducerede til 3-1 14 minutter før tid og det blev 3-2 på hovedstød i dommerens overtid.
”Det første mål lugtede slemt af offside, men det er ikke godt nok, at vi valgte at diskutere med dommeren i stedet for at jagte Mikkel Knudsen i et forsøg på at forhindre hans scoring,” siger Lars Norman Thomsen.
”Det er selvfølgelig et udtryk for klasse, at vi vinder på en dag, hvor vi ikke spillede prangende. Det satser vi på at gøre næste gang, når vi på søndag møder HØST på Ryomgård Stadion.”
IF Midtdjurs' andethold i Serie 5 bejler også til oprykning. Holdet vandt lørdag over AC Norddjurs/GBIF med 5-1 på tre mål af Kushtrim Deskaj, og et hver af Nidal Hamidof og Andreas Rank Jensen.
Skal holdet rykke op, kræver det sejre i de sidste to kampe.
Rougsø FC: Topholdet har medgangen
”Jeg synes nu ikke, at det havde været helt ufortjent, om vi også havde fået point ud af kampen,” siger træner for Rougsø FF, Hans Jakobsen.
”Men som det jo ofte er tilfældet, når et tophold kæmper og har medgang, så får man også sejrene ved at opsøge dem.”
Allerede efter fire minutter scorede IF Midtdjurs
”Efter at vi fik gult kort og spillede ti minutter i undertal, kom vi godt med igen. De formåede at holde tempo i hele kampen, men der var gode chancer til begge hold. Det blev dog ved den ene scoring inden pausen.”
Scorede to gange på 12 minutter
Rougsø FF lagde taktikken for 2. halvleg ud fra en forventning om et større pres fra IF Midtdjurs.
”Forventningen var, at IF Midtdjurs ville komme med 220 i timen, og derfor forsøgte vi at trække tempoet ud af kampen og gav os god tid ved dødboldsituationer. Men det var da lidt hårdt for os, da de så erobrede bolden på midten og kort efter scorede til 2-0 på et flot langskud.”
Efter en halv time blev det 3-0 på et frispark.
”Trods scoringerne havde vi stadig vores chancer, og i det sidste kvarter lykkedes det os så at score to gange på 12 minutter. Vi pressede godt på, og jeg føler, at de på trods af deres hurtige angribere var til at snakke med.”
Hans Jakobsen roser alle for en god holdindsats – ikke mindst set i lyset af, at der p.t. er seks skadede stamspillere.
Målene blev scoret af Mikkel Knudsen og Lars Thomsen, og Mikkel Knudsen delte æren som kampens spiller med Anders Lindegaard.