Vi kan ikke lave mål
FC Djursland brændte straffespark i 2-1 nederlag til Vorup FB i aftenkampen på Ulvehøj i Danmarksserien
Det lå ellers lige til højrebenet, at FC Djursland skulle hente point og selvtillid i aftenkampen fredag kl. 20 på kunstgræsbanen XL Park Vorup på Ulvehøj mod upåagtede Vorup FB, som ligger og roder blandt bundholdene og kun havde formået at score ét enkelt mål i hele 9 Danmarksseriekampe.
Men av, av – den gik heller ikke denne gang for FC Djursland, som måtte tage turen hjem ad A16 fra Randers til Grenaa med endnu et nederlag i bagagen efter en kamp, som til forveksling har lignet de foregående opgør: masser af spil, men alt for få mål.
Og alle de mål, der ikke bliver scoret, overskygger efterhånden fuldstændig arbejdet med spiludviklingen i FC Djursland.
”Vi er utrolig hårdt ramt på det mentale plan, fordi vi scorer alt for få mål. Også i denne kamp havde vi meget mere spil end vores modstandere, men selvom vi har mulighederne, så får vi ikke sparket bolden i mål,” siger Jesper Borup, som mener at spilfordelingen var 70-30 i 1. halvleg og 80-20 i 2. halvleg i hajernes favør.
”Det meste af spillet foregik på én banehalvdel. Vi har omkring fem gode chancer og omkring ti muligheder i løbet af kampen, men har utrolig svært ved at få bolden puttet i mål,” siger Jesper Borup.
FC Djursland bagud med 2-0 ved pausen
Med kun fire point i ni kampe og kun én enkelt scoring, kunne Vorup FB næppe kaldes en frygtindgydende modstander, og var da også et hold, som FC Djursland ifølge træner Jesper Borup skal kunne slå.
Men det gik ikke efter bogen i første halvleg, hvor Vorup kom foran efter godt 20 minutter, da et hjørnespark blev slået til bagerste stolpe. En Vorupspiller headede bolden på FC Djursland målmand Lars Andersen, hvorefter en Vorupspiller skød riposten i mål til 1-0.
Og kort før pausen fik FC Djursland endnu en spand kold vand i hovedet, da FC Djursland mistede bolden i opspillet og tre Vorupspillere kom hurtigt af sted i en kontra. Bolden blev spillet ud i siden og derefter slået ind over, så Vorup kunne bringe sig foran 2-0 kort før dommerens pausefløjt.
Brændte et straffespark på veteranmålmand
I pausen forsøgte cheftræner Jesper Borup da også at banke ny tro i sine spillere.
”Vi mister bolden for hurtigt og er ikke kloge og forudseende nok i vores spil. Spillerne skal være bedre til at stille krav til sig selv,” siger Jesper Borup, som dog så sine spillere kæmpe ”røven ud af bukserne” i 2. halvleg, hvis det ikke lige var for det der med at der ikke bliver scoret på chancerne.
Selv ikke et straffespark kunne FC Djursland udnytte. Danni Lauridsen blev nedlagt i feltet, men veteranmålmanden Tony Henriksen klarede Jeppe Juhl Jensens afslutning fra 11 meter pletten.
Der skulle gå helt frem til det 80. minut, før midtbanekreatøren Morten Hjort på en indlæg fra siden fik sparket bolden i mål fra kanten af feltet.
"Vi tror ikke på, at vi kan score"
”Det er en kæmpeskuffelse, at vi taber denne kamp, og jeg havde svært ved at skjule min skuffelse efter kampen” siger cheftræner Jesper Borup.
”Vi spiller godt, vores spilopbygning er fin, vi spiller os frem til chancerne – vi mangler bare at score på chancerne,” gentager Jesper Borup.
”Vi er virkelig ramt mentalt og har rigtig svært ved at arbejde os ud over den stopklods, som hedder at score mål. Vi tror simpelthen ikke på, at vi kan score. Men vi må arbejde videre. Når målene kommer, så begynder selvtilliden at komme. Når selvtilliden vokser, så bliver vi bedre i både forsvar og angreb,” mener Jesper Borup.
FC Djursland vil fortsat træne med meget fokus på det offensive spil for at få gang i målscoringen i kampene.
”Vi er tilbage på træningsbanen på mandag, trods skuffelserne,” siger Jesper Borup, som havde ros til Kristian Kaagh for en god indsats, men som gerne vil se sine stamspillere præstere mere.
Lørdag møder FC Djursland Holstebro B kl. 15,00 på Grenaa Stadion.