Fortsæt til indhold

Hærdebred keeper tog point fra Midtdjurs i Serie 3

Trods klar spilovervægt og et hav af chancer måtte IF Midtdjurs nøjes med 3-3 i lørdagens udekamp mod et godt kæmpende Alliancen-mandskab

Sport
Af Martin Schultz

Oprykkerne IF Midtdjurs måtte efter 12 sejre i streg i Serie 3 nøjes med det ene point i lørdagens udekamp på Stevnstrup Stadion mod Alliancen.
3-3 (1-2) sluttede kampen, og det var ikke mindst hjemmeholdets målmand, der havde stor andel i, at bundholdet fik nyt håb med det ene point.
”Vi spillede os frem til et hav af chancer, havde to friløbere og to afslutninger på stængerne, så vi burde have vundet den kamp,” siger træner i IF Midtdjurs, Lars Norman Thomsen.
”Men respekt for den indsats, som Alliancen lagde for dagen med deres målmand med et par hænder så store som kulskovle i spidsen. De kæmpede virkelig for at få et resultat, og de udnyttede effektivt, at vi i et par situationer så ret så slemme ud i defensiven.”

Serie 5 topscorer udlignede

Jesper Lars Søndermark Jepsen scorede til 1-0 for IF Midtdjurs på et fint oplæg fra Friborz Karimi, og samme Friborz Karimi øgede til 2-1 inden pausen, da han resolut sparkede en ripost i mål.
Efter pausen var det et under, at gæsterne ikke fik lukket kampen i det første kvarter. Chancerne kom nærmest på samlebånd, fortæller Lars Norman Thomsen.
Så gik det hverken værre eller bedre end, at Alliancen på to chancer, der opstod på grund af store forsvarsfejl hos IF Midtdjurs, bragte sig foran 3-2.
Det lykkedes dog en fint spillende Kushtrim Deskaj, topscorer på andetholdet (17 mål, red.) i Serie 5, at udligne til slutresultatet 3-3 blot fire minutter før tid.
”Vi spillede i store perioder glimrende med bolden, men i begge felter var vi denne gang ikke hverken dygtige eller effektive nok,”konstaterer Lars Norman Thomsen.

Sidste kamp lørdag

IF Midtdjurs spiller sæsonens sidste kamp på lørdag, når Hornslet gæster Ryomgård Stadion klokken 13.30.
Uanset resultatet slutter IF Midtdjurs på en sikker førsteplads i rækken.
”Vi vil gerne slutte godt af og gå ubesejret gennem turneringen, så vi møder frem med masser af gejst og motivation,” lover Lars Norman Thomsen, der har droslet lidt ned på træningen de seneste 14 dage.
"Batterierne er ved at være modne til ny opladning, men der er fortsat energi nok i truppen til en sidste tur med kliken på lørdag."
Han og medtræner Klaus Fanø har netop aftalt med IF Midtdjurs, at de fortsætter trænergerningen i IF Midtdjurs - aftalen gælder til juni 2015. Der arbejdes på at knytte yderligeren træner til truppen.
Når sidste kamp er spillet, holder seniorspillerne en pause frem til 20. januar 2015, hvor første træningspas afvikles i det nye år. Fodboldformand Jakob Olesen vil i lighed med i år booke træningstid på lokalområdets kunstgræsbaner til seniortruppen i startmånederne.