Jabs fra en sportsjournalistisk sværvægter

For almindelige sportsinteresserede der følger fodbold, tennis og Formel 1 fra sofaen eller stadion virker jobbet som sportsjournalist glamourøst og tiltrækkende, fordi hverdagen leves side om side med kendte sportsstjerner.

Men jobbet i presserummet kan være præcist ligeså konkurrencepræget som det i omklædningsrummet og tonen ubarmhjertig og rå i jagten på den næste forsidebasker. Og det kan være grænseoverskridende og angstprovokerende som nyudklækket praktikant at slå dørene op til dette presserum af ‘loge-brødre’, der har rejst verden rundt og dækket EM, VM og OL side om side.

Men uanset stadion eller sportsgren, så kan enhver praktikant lade skuldrene falde ned på plads igen, hvis Kim Mikkelsen er at finde i presserummet. For selv om man på papiret er konkurrenter fra hvert sit medie, så kan man altid regne med hjælp fra den tidligere Ryomgård-knægt. Ikke at han deler ud af sine nyheder eller tips fra kilder i miljøet, men skal man have hjælp til at finde strøm til computeren, have sat navn på et af de kendte ansigter eller blot have lidt generel info, fordi man selv er på udebane - så er han altid klar med hjælp.

Og jeg bilder mig ind, at det, udover et skarpt journalistisk hoved, er en af årsagerne til, at han i brede sportskredse og selv på Don Ø’s forhenværende hjørnekontor altid er blevet nævnt som en af de sportsjournalister, der står respekt om. Jeg bilder mig også ind, at det blandt andet er derfor, han er gået hele vejen og har krydret en flot sportsjournalistisk karriere på BT med et lederjob på landets største sportskanal TV3 SPORT.

Vi har interviewet den tidligere Midtdjurs-spiller om vejen op i en fascinerende men også konkurrencepræget verden.

Hvad drømte du om at blive, da du løb rundt på fodboldbanerne i Ryomgård som ung/yngre?

Det første, jeg kan huske, jeg gerne ville være, var bankmand. Senere var det politibetjent - blandt andet derfor tog jeg skrivemaskineundervisning i ungdomsskolen - senere blev det så journalist, der var drømmen, og derfor skriver jeg i dag med 10-fingersystemet.

Du blev af nogle kaldt ‘Miami’ dengang - ligger der en sjov historie bag det?

Jeg blev vist kaldt ”Caue” og det var noget min bror fandt på. Noget med navnet på en hund i en eller anden tegneserie. ”Miami” må være min far, som havde et tømrerfirma ”AMI HUSE” Arne Mikkelsen Industrihuse, tror jeg, det betød. Det er måske så blevet til ”Miami” hos nogen.

Hvornår besluttede du, at du ville være journalist - og hvorfor?

Jeg kan huske, at jeg var i skolepraktik som journalist hos Søren Andersen på Dagbladet Djursland. Det var altid sport, sport og sport, jeg interesserede mig for, og via jobbet som journalist kunne jeg jo se, at der var en mulighed for at beskæftige mig med det, jeg elskede allermest. Så der blev drømmen nok født. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, da jeg var næsten færdig med min HH på Grenå Handelseskole, men jeg kom ikke ind. Derefter var jeg ved militæret og fik så ellers en læreplads på SAPA i Grenå - det var nok meget godt, at jeg fik tre-fire år mere at modnes i, inden jeg så søgte anden gang og kom igennem nåleøjet.

Hvorfor valgte du sportsjournalistik?

Så længe jeg kan huske tilbage, har sport fyldt næsten alt i mit liv. Det var fodbold på ”Skjold” i Ryomgård om sommeren og håndbold i Midtdjurshallen om vinteren. Jeg elskede søndage med håndbold fra ni om morgenen til ni om aftenen i hallen, og det var ugens højdepunkt at kunne være deroppe med venner og se håndbold og være tæt på sporten hele dagen. Stort set alle mine venner kom også i de kredse. Derfor har sport altid betydet meget - næsten alt for mig - og journalistikken var en vej ind i den verden på fuld tid, for talentet rakte slet ikke til ellers at kunne leve af sport.

Set udefra har du virket meget målrettet: sport, København, lederstilling. Er det planlagt?

På ingen måde. Jeg har aldrig for alvor tænkt i karriereplanlægning. Men tingene er kommet til mig efterhånden, og hver gang jeg har taget et nyt skridt, har det føltes naturligt, og jeg har følt mig klar til det. Men skruer jeg tiden 10 år tilbage, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg sad i mit nuværende job.

Var du målrettet som ung?

Det tror jeg ikke. Det er vel fair at sige, at jeg er typen, som prøver at finde de lette løsninger og ofte også springer over, hvor gærdet er lavest. Det gjorde jeg i folkeskolen, og det gør jeg stadig i dag. Ikke at det bliver sløset, men jeg prøver nok ikke at gøre hverken privatliv eller job sværere, end det er.

Har du undervejs mødt den typiske fordom om sportsjournalister, at det ikke er rigtige journalister, og at der ikke er karrieremuligheder i det - og hvis ja, hvordan forholdt du dig til det?

Ja, det har jeg mødt masser af gange. Og på nogen stræk er der jo også noget om fordommen. Historisk set tror jeg, det har været sådan, at de lidt dårligere journalister ofte havnede på sporten. Og en masse fans. De rigtige journalister lavede politik, kultur eller erhverv. Men jeg mener, at det begyndte at ændre sig omkring årtusindeskiftet, hvor nye generationer kom til med et helt nyt syn på sportsjournalistikken. Jeg har set mange ældre kollegaer være både drikfældige, useriøse og ikke ret gode journalister. Men jeg har også set masser af dygtige og kompetente folk lave sport, og jeg mener ikke, der er ret mange useriøse tilbage. I hvert fald ikke flere indenfor sporten, end andre steder. I min tid har jeg vel arbejdet tæt sammen med tre-fire Cavlingvindere på sportsredaktionerne, og det skete ikke for 25 år siden, at sporten kunne tiltrække så dygtige folk.

Hvilket idol/hold så du selv op til, (hvorfor)?

Jeg har ikke et idol som sådan, men jeg har mødt mange dygtige folk undervejs. Dygtighed i journalistik kan i min optik deles op i flere kategorier. Nogen er fantastiske skrivere eller TV-fortæller. Andre er eminente ide-generatorer. Nogen er knalddygtige interviewere i enten hardcore-udgangen eller i den bløde udgave, hvor de kan åbne folk op. Og hver ting er en kunst. Fælles for alle er dog, at uden ydmyghed og viljen til at arbejde stenhårdt, kommer man sjældent langt. Jeg har set kæmpe talenter, som blev overhalet af ambitiøse og hårdtarbejdende folk med langt mindre talent, men med ydmyghed og vilje til at ville knokle. Og det er klart det sidste, jeg har mest respekt for. Hvis jeg skal nævne nogen dygtige kollegaer, som jeg har mødt og arbejdet tæt sammen med på min vej og som har spidskompetencer indenfor det jeg lige nævnte kunne det være folk som Peter Brüchmann (min tidligere chef på BT), Peter Nørrelund (min nuværende chef) og Mads Wehlast (journalist på EB). Fælles for alle tre er dog viljen til at arbejde stenhårdt for at få succes, og det aftvinger respekt.

Med årene har du mødt mange store navne/prøvet en del. Men er der én event / ét interview, hvor du tænkte “wow, det her er for vildt”?

Ja, jeg har oplevet en del ting, og også nogen som ikke egner sig til at blive trykt før om 20-30 år … I de seneste år har nogle af mine største oplevelser været omkring boksning, hvor jeg har været meget tæt på nogen af de store kampe og mødt nogle fantastiske personligheder. En aften står for mig som noget specielt - 2010 i Herning, hvor Mikkel Kessler slog Carl Froch i Super Six-turneringen. Det var fra vores side en velafviklet aften, og der var bare så mange ting, der gik op i en højere enhed den aften. Og så så vandt Kessler i den måske bedste boksekamp på dansk grund nogensinde. Det var en stor aften.

Hvordan er det at være insider i den verden? Almindelige seere/læsere betragter det som glamourøst og spændende at være så tæt på kendte sportsstjerner, store boksestævner, fodboldkampe mm

Det er et privilegium. Jeg har mødt nogen fantastiske mennesker og fået nogen utrolige oplevelser i det meste af verden. Men det er også et arbejde, og når du står midt i det, glemmer man helt automatisk, at det rent faktisk var den slags, man selv drømte om for efterhånden mange år siden. Man har jo næsten altid et job at lave, og derfor er det ofte først efter begivenheden, at det går op for en, hvor spændende det egentlig var. Langt de fleste af de kendte folk, man møder, er jo i bund og grund helt almindelige mennesker, men der er selvfølgelig også nogen, som har tabt sutten og mistet jordforbindelsen med almindelige folk. Men de er ret lette at gennemskue. Og for min del prøver jeg at leve op til de værdier, jeg har med hjemmefra. Det er noget med ydmyghed. Jeg er jo stadig bare en bonderøv fra Ryomgård, og jeg føler mig bestemt ikke højere på strå, end nogen andre. Jeg prøver at være den samme, som jeg altid har været.

Som sportsjournalist er der skæve arbejdstider, lange dage etc. Har du ofret noget pga dit karrierevalg?

Jeg har i hvert fald ikke ofret noget, som jeg ikke har fået igen på andre parametre. Jeg kan godt savne sammenholdet i et omklædningsrum efter en håndboldtræning eller en kamp, men jeg har ikke dyrket holdsport i over 20 år, for aftener og weekender har jeg sjældent fri.

Hvordan har det været at gå fra menig journalist til en lederstilling?

Det er en omvæltning. For mig er den sket gradvist. Først om jourhavende. Senere som souschef og så nu som ledende redaktionschef. Så det har føltes naturligt for mig. Men for andre, tror jeg da, at omvæltningen har været større. Nogen kan godt have det lidt svært ved, at man pludselig agerer i en anden rolle, og det har da givet lidt bump hen ad vejen. Men man lærer også at tackle de udfordringer og konflikter, det kan give. I bund og grund er det jo arbejdsrelationer og ikke venskaber, man har med medarbejdere, og det tror jeg er en god ting at holde sig for øje. Undgå at det bliver personligt og holde fast i, at det er arbejdsrelationer man har.

Hvilke udfordringer har det givet?

Der er folk, der synes, at jeg nok ikke er verdens flinkeste fyr. Folk der mener, at jeg har forbigået dem, eller som synes, at jeg er kold og kynisk. Det lever jeg med - blandt andet ved at holde fast i, at jeg jo så godt som altid tager faglige beslutninger, som tjener mit firma, og at jeg jo ikke har til hensigt at såre nogen på et personligt plan. Det forstår de fleste godt, men af og til er der da nok nogen, som synes, at jeg er en kold skid, hvis jeg stiller nogen krav til vedkommende eller forbigår en til opgave, som jeg giver til en anden. I starten kunne jeg godt famle lidt i forhold til at træffe den slags beslutninger, men man lærer at skille skidt og snot for sig, og så bliver det hele lettere.

Hvordan er det pludselig at se sig selv citeret, f.eks da du forsvarede Karsten Aabrinks udtalelser om Makienok i Over Stregen - når det er dig, der plejer at interviewe andre?

Det var da specielt i starten. Men jeg har jo været i den verden i snart 20 år, så jeg ved jo også, hvordan journalisterne tænker, og ofte også hvilke vinkler, de jagter. Og så er jeg ikke så bange for at stille krav til journalisterne, når de ringer. Jeg har nok smidt noget af den ydmyghed overfor journalister, som rigtigt mange har rent instinktivt.

Savner du selv at komme ‘ud i marken’ i stedet for at sidde ved skrivebord?

Nej, ikke for alvor. Vi har så mange store begivenheder, hvor jeg stadig kan involvere mig, så det ”live-kick” som bestemt er noget, man godt kan blive afhængig af, kan jeg stadig få. Og så har jeg så mange andre spændende opgaver i min dagligdag, som er mindst lige så spændende. Opgaver af strategisk, ledelsesmæssig og udviklingsmæssig karakter.

Kan du bruge noget af det, du har lært fra sportens verden i jobbet som leder?

Det kan lyde som en kliche, men det gælder i journalistikkens verden, at man sjældent er stærkere, end de svageste led. Men også, at de stjerner, som man har på et hold, skal plejes, så de topleverer, når der er brug for det.

Hvilke egenskaber har du kunnet tage med fra ungdommen i Midtdjurs og bruge i dine jobs senere?

I Djurs Sommerland, hvor jeg arbejdede hver sommer i knap 15 år, lærte jeg, at man ved at arbejde hårdt og loyalt kunne få det bedste af to verdener. Jeg knyttede fantastiske venskaber med mennesker, som havde de samme værdier som mig, og så er jeg sikker på, at det er kommet mig til gode, at jeg tidligt lærte, at man fik noget ud af at yde en indsats. Jeg tror, at min indstilling om altid at arbejde hårdt og tage fra, hvor andre måske foretrak at holde fri, er det, der har givet mig de muligheder, jeg har fået i mit arbejdsliv.

Er det en fordel/ulempe i den verden, at du ikke har et kendt efternavn eller har spillet på førstehold i en mediekendt klub?

Jeg kan vanskeligt sige, at det har været en ulempe, for jeg har nået meget mere, end jeg drømte om og fået muligheder, jeg aldrig havde troet skulle blive mig til dels. Men jeg indrømmer gerne, at for nogen er deres fortid som sportsstjerner en vej ind foran i køen. Men de som så ikke duer, falder som regel fra igen, og jeg ved af erfaring, at de som har dyrket sport på topplan også bare har et vindergen i kroppen, som ofte opvejer en masse af de mangler, som de ellers måtte have i starten af deres journalistiske liv.

Hvad drømmer du om idag/fremtid?

Jeg har en drøm om engang i fremtiden at bo i USA, men det ligger mange år ude i fremtiden. Måske først, når mit arbejdsliv lakker mod enden.