Fortsæt til indhold

Auning må tage endnu en deroute

Et 5-1 nederlag til Dronningborg beseglede endegyldigt Aunings skæbne i Serie 2

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg er meget skuffet over, at vi rykker ned, selvfølgelig er jeg det. Den havde jeg ikke lige set komme, da vi startede sæsonen," indrømmer Aunings cheftræner Kasper Eriksen.
For anden sæson i træk må han se sit førstehold tage den trælse tur en række ned, og han erkender, at det ikke ligefrem pynter på cv'et.
"Jeg forventer, at jeg blive dyppet i tjære og rullet i fjer og smidt ud af Auning by, men selvfølgelig er det træls at sige farvel til en klub med to nedrykninger i streg."
Med til historien hører, at Kasper Eriksen rykkede op fra Serie 2 til Serie 1 i sin første sæson i Auning og formåede at holde skuden oven vande en enkelt sæson, før nedturen satte ind.

Kunne ikke være med fysisk

I søndagens opgør mod Dronningborg på udebane måtte Auning undvære den spillende trænerassistent Dennis Holdgaard, der tager over som cheftræner efter Kasper Eriksen fra årsskiftet.
"Vi har vidst i lang tid, at Dennis var inviteret på familietur til Spanien, så det måtte vi selvfølgelig acceptere, selv om vi klart manglede ham," siger Kasper Eriksen, der til gengæld havde fået Mathias Hornbæk med på holdet.
Sidstnævnte kunne som eneste Auning spiller matche hjemmeholdets spillere på fysikken, men ellers var det netop fysikken som blev afgørende for kampens udfald, ifølge Kasper Eriksen.
"Da vi efter 27 minutters spil kommer bagud 1-0, kan vi helt ude på bænken godt mærke, hvad vej det går, og da de scorer til 2-0 to minutter efter og til 3-0 lige før halvleg, var kampen forbi," siger Kasper Eriksen.
"Når et hold er ramt på selvtilliden, skal der ikke megen modgang til at vælte læsset."

Alle underpræsterede

I pausen indskiftede Kasper Eriksen veteranen Danni Bjerre og ændrede formationen til 3:5:2.
"Det ændrede nu ikke ret meget, og det var sigende for vores præstation, at vores første skud på mål faldt i det 55. minut ved Danni Bjerre."
Dronningborg kom foran 4-0 på straffespark efter 60 minutter, og resten af opgøret handlede det reelt bare om at få tiden til at gå.
Det blev 5-0 efter 80 minutter, inden Mathias Hornbæk reducerede på hovedstød efter hjørnespark til slutfacit 5-1.
"Jeg havde en god fornemmelse inden kampen efter to gode træningspas i ugen og en perfekt opvarmning, men vi kom aldrig ind i kampen og de afgørende dueller. Hopper du over dem, kan du spille nok så godt, du vinder bare ingen fodboldkampe," noterer Kasper Eriksen.
"Alle underpræsterede, hvis jeg skal være ærlig, og det var en af de dårligste præstationer i min tid i Auning. Det nytter ikke noget at hænge folk ud, og det er heller ikke min stil. Ansvaret er selvfølgelig primært mit."

Farvel på lørdag

Kasper Eriksen siger farvel for denne gang til Auning på lørdag i forbindelse med hjemmekampen mod Randers Freja.
Sidstnævnte, der har den tidligere Kolind-Perstrup og IF Midtdjurs spiller, Luca Imperatore Sørensen, som spillende træner, har fortsat nedrykningsstregen tæt på og skal vinde for at komme helt i sikkerhed.
"Jeg håber på tre point i afskedsgave. Det vil være fint at slutte godt af, for jeg har været virkelig glad for at træne i Auning, og jeg tror også på det nuværende hold vil rykke fremad igen i løbet af et par år," siger Kasper Eriksen.