Fortsæt til indhold

Åstrup/Hammelev ødelagde festen i Kolind

Åstrup/Hammelev slog KPI med 3-1 i nedrykningsgyser på Kolind Park i Serie 1

Sport
Af Martin Schultz

Lørdag skulle have været en festdag i Kolind.
Først sikrede KPI's andethold i Serie 4 sig oprykning til Serie 3 med en 5-2 sejr over Ådalen.
Kunne KPI's førstehold derefter dukke Åstrup/Hammelev i kampen på Kolind Park, ville KPI være så godt som reddet i Serie 1. Og så ville der være grund til at feste i klubhuset.
Men de rappe hurtigløbere fra Åstrup/Hammelev ville det anderledes, for med en 3-1 sejr over KPI på udebane nåede også norddjurserne op på 13 point og sendte dermed KPI ned under stregen inden næste lørdags helt afgørende kampe i Serie 1.
Her skal KPI til Randers og møde Kristrup, som lørdag fik bank af topholdet Christiansbjerg IF med 5-0, mens Åstrup/Hammelev på hjemmebane tager imod bundproppen Hadsten SK, som ikke har mere at kæmpe for. Hadsten SK er den ene nedrykker, men hvem den anden nedrykker er, bliver først afgjort lørdag i noget, der kan blive et mudret slutspil, hvis resultaterne mager sig derefter.
I stedet for at redde sig, fik KPI et ordentligt skub mod afgrunden, så alt i alt blev det kun til en halv fest i Kolind den sidste lørdag i oktober.

Uafgjort 1-1 ved halvleg

Med et nederlag på mindst to mål i Kolind lørdag ville Åstrup/Hammelev have været ude af rækken, men de sort- og gulstribede gæster ville det anderledes.
KPI's Mikkel Møller havde kampen første gennembrud som ouverture til en velspillet, intens og fair kamp, men gæsterne fra Åstrup/Hammelev fik hurtigt vendt spillet og der var kun gået 7. minutter, da Nicolaj Jarsmer modtog et indlæg langs jorden fra kanten, vendte behændigt rundt og placerede bolden med et fladt skud med venstrebenet uden for målmand André Ørgårds rækkevidde til 1-0.
Åstrup/Hammelevs fodrappe angribere lagde pres på KPI og spillede sig frem til flere gode tilbud, da KPI's midtbanespiller Daniel Pedersen vågnede til dåd og i det 16. minut med et klokkerent langskud 5-8 meter uden for feltet fik udlignet til 1-1. Langskuddet strejfede en forsvarer på vejen, men den unge keeper Marcus Bak i Åstrup/Hammelevs mål nåede dårligt nok at blinke med øjnene, før bolden sad i netmaskerne.
Den tilbagevendte Rasmus Bisgaard forsøgte at bygge kreativt op på Kolindholdet, som måtte undvære en skadet anfører Rune Bækgård, men det var generelt de meget bevægelige og teknisk dygtige offensivspillere fra Åstrup/Hammelev, som skabte mange gode muligheder.
KPI stod dybt på banen og blev derfor ikke fanget af udeholdets velkendte tempofyldte omstillinger, men hjemmeholdet kom ikke frem til halvt så mange chancer som gæsterne og havde svært ved at fastholde et pres på modstanderen.
Åstrup/Hammelev var klart halvlegens bedste hold, og KPI var heldige med at kunne gå til pausen med et uafgjort resultat.

Målmand måtte i ud i ti minutter

KPI startede bedst efter pausen og pressede spillet op på Åstrup/Hammelevs banehalvdel. Men der gik ikke lang tid, før Åstrup/Hammelev igen sværmede om Andre Ørgårds mål.
KPI var farligst, når den hurtige Martin Holm Hansen blev sendt i dybden og udfordrede Åstrup/Hammelevs unge målmand Marcus Bak, som vikarierer for den skulderskadede Christian Rygaard.
U19 målmanden Marcus Bak havde tydeligvis problemer med at time sine indgreb på Martin Holm Hansen dybdeløb og efter 52 minutters spil var det ved at blive fatalt, da dommer Michael Kjær sendte Marcus Bak ud i 10 minutter efter at han havde jordet Holm Hansen uden for feltet.
Åstrup/Hammelev måtte sende Emil Block fra bænken og på mål, men KPI formåede ikke at udnytte overtallet. Åstrup/Hammelev ikke blot slap med skrækken, men havde faktisk flere gode forsøg også i undertal.
1.halvlegs målscorer Nikolaj Jarsmer var blevet rykket ned for at stabilisere midterforsvaret. Alligevel havde han i det 64. minut speed nok til at tage et raid op forbi venner og fjender inden han blev væltet omkuld i KPI's felt. Her ville gæsterne godt have haft et straffespark, men dommer Michael Kjær slog afværgende ud med armene.
Kampen bølgede frem og tilbage, men stadig med Åstrup/Hammelev som det hold, der havde det meste af spillet og skabte flest chancer.
I det 69. minut blev KPI's Kasper Therkildsen spillet helt fri foran mål af Martin Holm Hansen, men banens bedste spiller Nikolaj Jarsmer fik reddet forsøget på stregen. I næste spilsekvens blev bolden spillet i dybden på Kolinds banehalvdel, hvor Daniel Pedersen gled og helkiksede sin clearing. Det gav frit løb mod KPI's mål til Emil Mortensen, og han satte den sikkert i kassen bag André Ørgård.
KPI pressede på og satte veteranen Thomas Gerberg ind i front, men kom i en intens afslutning ikke nærmere en udligning.
Tværtimod var det i dommerens overtid forsvarsspilleren Jeppe Thomsen, som gled igennem i højre side og sparkede bolden i det lange hjørne til en sikker 3-1 sejr til Åstrup/Hammelev.
Frustrationerne bredte sig på Kolind holdet, som i dommer Michael Kjærs lange tillægstid på næsten 8 minutter fik udvist Rasmus Bisgaard med en advarsel.

En skuffende og ringe indsats

Åstrup/Hammelev måtte gennemføre kampen uden træner Kim Busse, som i holdets sidste kamp mod Nørager i en hektisk slutfase blev bortvist af netop dommer Michael Kjær.
Men Kim Busse overværede kampen fra tilskuerpladserne på en velbesøgt Kolind Park med omkring 150 tilskuere til det spændende lokalopgør.
”Jeg vil give mit hold stor ros. Det var en flot fodboldkamp, hvor vi leverer en god og disciplineret indsats. Vi havde fortjent at vinde og nu er det rart, at vi selv kan afgøre vores forbliven i rækken,” siger Kim Busse.
”Vi leverede en skuffende og ringe indsats. Selvom vi overvandt Åstrup/Hammelevs chokstart og fik udlignet på et godt mål af Daniel Pedersen, så fik vi ikke gjort det færdigt, ” sagde en meget skuffet Thomas Gerberg.
Thomas Gerberg har været spillende medtræner i KPI gennem tre sæsoner sammen med Mads Berg, men stopper efter denne sæson. KPI fortsætter med Mads Berg som træner for det bedste seniorhold. Næste weekends kampe kommer til at afgøre, om det bliver for et hold i Serie 1 eller Serie 2.
KPI skal næste lørdag møde Kristrup på udebane og skal have tre point for at gøre sig håb om at overleve i rækken. Åstrup/Hammelev møder bundproppen Hadsten SK på hjemmebane.
I forkampen på Kolind Stadion vandt KPI's andethold med 5-2 over Ådalen i flot spillet Serie 4 kamp. For KPI scorede Kasper Jensen to mål, mens Mikkel Stær, Lasse Sørensen og René Carlsen scorede hver et mål. For Ådalen scorede Kåre Sørensen og Jonas Vinther.