10.000 vil igen se EfB vs. Brøndby
For anden gang på mindre end en måned gæster Brøndby IF med Agger, Kahlenberg og Pukki Blue Water Arena søndag kl. 19.00, og for anden gang tyder tilskuertallet på at nå op omkring 10.000.
Alene i lounger og skyboxe ventes 1.250-1.300 at deltage i VIP-arrangementer forud for kampen, hvilket er på samme rekordhøje niveau, som da EfB senest mødte Brøndby i en højintensiv 2-2-kamp med 10.650 tilskuere 28. september.
EfB har på de sociale medier spurgt fans, hvilke stemningsskabende initiativer de ønsker for at gøre oplevelsen på Blue Water Arena endnu bedre. Et af indslagene er en video med glimt fra tidligere EfB-triumfer på storskærme lige op til kampen, et andet er, at flere af EfB's slagsange nu er lagt på den app, der kan downloades på smartphones, så flere kan synge med.
"Vi er i EfB begunstiget af at have mange tilskuere til vores hjemmekampe, men vi vil gerne dele oplevelsen med endnu flere. Derfor vil der i den kommende tid løbende komme nye initiativer for at løfte stemningen. Vi kan ikke få en bedre ramme om premieren på tilskuerkampagnen end en kamp mod Brøndby, der sammen med vores eget hold gav os et brag af en kamp for få uger siden og nu er klar til at levere varen igen," siger EfB's adm. direktør, Søren Poulsen.
I EfB Caféen holder assistenttræner Lars Lungi Sørensen kl. 17.35-17.50 et indlæg, hvor du kan få seneste nyt op til kampen mod Brøndby.
EfB runder tilskuer nummer 700.000, siden Blue Water Arena blev indviet i august 2009, og milepælen vil blive markeret med en iPad til den heldige tilskuer.
20 hold fra EfB's samarbejdsklubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) er blandt aftenens sikre vindere. De har i en konkurrence arrangeret af EfB's hovedsponsor, SE/Stofa, vundet nye spilledragter. I pausen af kampen vil repræsentanter fra hvert hold få overrakt et synligt bevis på, at de har samlet flest stemmer og vundet, og i alt 400 børn fra klubberne vil være til stede. SE/Stofa-konkurrencens formål er at støtte det lokale foreningsliv i Syddanmark.
Torsdag middag nåede antallet af solgte og reserverede billetter 9.900. Der er dog fortsat masser af attraktive pladser at få, og du kan sikre dig en billet på www.efbbillet.dk.