Travhest i Lunden har fortsat ikke forladt banen som taber
Heller ikke i start nummer fire kom travhesten Ymer Brick ud for nederlag. Den var tårnhøj favorit i weekendens stævne på Charlottenlund Travbane, og den amatørtrænede og kørte hest svigtede ikke spillernes forventninger.
Den sejrede nemt til oddset 1,50, efter føring hele vejen. Ymer Brick blev atter kørt af ejeren Hans Henning Kristoffersen, som fandt stortalentet på en auktion i Stockholm, for 2,5 år siden.
”Jeg kunne lide dens hoved, og så slog jeg til. Mener jeg betalte 30.000 eller 35.000 skr. for den," siger Hans Henning Kristoffersen.
”Jeg køber aldrig en hest, hvis jeg ikke bryder mig om dens hoved. Det er vigtigere end benstillingen efter mit skøn," oplyser Hans Henning Kristoffersen.
Ymer Brick har givet under to gange pengene ved dens samtlige sejre, og snart begynder jagten på de store præmier.
”Hesten har hidtil startet i Danmark, men det er klart vi nu kigger mod de bedre præmier i Sverige," beretter Hans Henning Kristoffersen, som har været med i sporten igennem adskillige årtier.
”Jeg ved ikke om den her er min bedste hestehandel nogensinde. Jeg har gjort flere gode køb undervejs, men det kan være den ender med at være det," smiler Hans Henning Kristoffersen.
Den rutinerede hobbykusk er beslagsmed i hverdagen. Han har dyrket sin hobby igennem fire årtier, og det er blevet til flere banechampionater, her i blandt også på Charlottenlund Travbane.
Hans Henning Kristoffersen har vundet amatørchampionatet i Lunden i 1994, og igen 10 år senere.