Hirsch agerede plankeværk mod Frederikshavn
34-årige Peter Hirsch pillede fuldstændig pynten af Frederikshavn, og Rungsted vandt med 3-0 over de stærke Nordjyder
Peter Hirsch stopper karrieren om fire dage, men først om fire dage, ikke et sekund før.
Det var slet ikke meningen, at Peter Hirsch skulle have stået kampen mod Frederikshavn tirsdag aften, men det endte alligevel sådan, og det blev der ingen grund til at fortryde, for den 34-årige keeper stod helt fantastisk. Peter Hirsch reddede hele 47 skud i en 3-0 sejr til Rungsted over Frederikshavn i sin næstsidste kamp i karrieren.
Peter Hirsch blev testet fra alle vinkler hele kampen igennem, og det var bestemt ikke, fordi Frederikshavn ikke trykkede på. Men med god hjælp fra forsvaret foran sig noterede Peter Hirsch sig for sæsonen første shutout mod en virkelig svær modstander.
Peter Hirsch skyndte også at sikre sig pucken bagefter, for det kan jo tænkes at være karrierens sidste shutout.
Det er allerede aftalt, at Sebastian Feuk står fredagens kamp ude mod Herlev, inden Peter Hirsch slutter af og bliver hyldet til hjemmekampen på lørdag, ligeledes mod Herlev.
Ude i felten havde Frederikshavn det meste af spillet, men Rungsted havde nogle giftige kontraløb af og til, og så lykkedes det også at slå til et par gange i powerplay.
Først var det Christoffer Lindhøj, der i første periode scorede sit fjerde sæsonmål – alle sammen i de sidste fire kampe – på et nyt slagskud,
I tredje periode var powerplayet igen på pletten, da Nikolaj Rosenthal kunne sætte pucken effektivt i nettet fire minutter før tid.
I kampens sidste minut scorede Peter Persson kampens sidste mål til 3-0, og 43 sekunder senere kunne jublen fortjent bryde ud hos Rungsteds spillere.