Fortsæt til indhold

Kan Skødstrup stoppe Nøragers suveræne march mod Serie 1?

Lørdag får hidtil ubesejrede Nørager noget at se til, når stærke Skødstrup er gæster på Nørager Stadion.

Sport

Seks sejre, 18 point, målregnskab 13-2.

Det er den korte version af Nøragers sæson hidtil i Serie 2.

Lørdag kan det unge hold og cheftræner Allan Haslund imidlertid forvente hård modstand på Nørager Stadion, når Skødstrup kommer på besøg.

Gæsterne har hentet 15 point i seks spillerunder og kun tabt i sæsondebuten til HOG Hinnerup med 5-2.

I weekendens spillerunde scorede Skødstrup tre nemme point, idet Vorup FB måtte strække gevær og meddele, at man ikke kunne stille hold.

Derfor blev Skødstrup noteret som vinder 3-0 uden at spille.

En trist historie for seriefodbolden, at man selv i Serie 2 atter skal opleve den slags.

Kynismens afgørende

Uden nøglespillere som Kasper Sortkjær, Michael Jensen og Mads ’Pylle’ Pedersen samt de langtidsskadede Mathias Fisker og Sigurd Fisker plus den kyssesygeramte Frederik Nicolajsen hev Nørager den ventede sejr i land ude mod Aastrup/Hammelev i weekenden.

2-0 (1-0) blev slutfacit.

Henrik Brandt-Skipper efter fem minutter og Rasmus ’Ralle’ Jensen efter 50 minutter stod for de to mål.

Cheftræner Allan Haslund var igen utilfreds med effektiviteten foran mål.

»Her har vi fortsat plads til forbedringer, og det kan blive dyrt, hvis vi ikke bliver noget mere kyniske, når kampene bliver mere tætte,« siger Allan Haslund.

Han roser hjemmeholdet for en dedikeret og fin indsats, men syntes, at hans hold fortjente sejren. Ikke mindst efter de sidste 45 minutter, hvor Nørager satte sig på kampen.

»Jeg vil rose Aastrup/Hammelev for holdets indstilling til kampen. Spillerne fightede og kæmpede godt hele vejen, og hjemmeholdet havde også et par store muligheder før pausen, hvor vores forsvarsspil var alt for tøvende i et par situationer. De havde en dygtig angriber, som vores midtstoppere havde deres hyr med før pausen, mens det blev klart bedre de sidste 45 minutter.«

Brødrene Rothmann

Allan Haslund havde taget brødrene Rothmann, Mathias og lillebror Johannes, med i truppen denne gang.

Duoen kom på banen efter pausen og gjorde det flot, ifølge cheftræneren.

»Mathias kom ind som højre back, mens Johannes kom ind centralt på midtbanen. Det var dejligt at se, at de turde spille med fra start og bidrog med masser af energi,« roser Allan Haslund.

Han lod den småskadede assistenttræner Michael Jensen blive på bænken under hele kampen, så han nu med stor sandsynlighed er klar til topopgøret mod Skødstrup.

Her er Mads ’Pylle’ Pedersen og Kasper Sortkjær ligeledes tilbage i truppen.

Kan miste førstepladsen

Nørager, der er nedrykker fra Serie 1, trods en ellers fin sæson i efteråret 2022, kan med et nederlag til Skødstrup smide førstepladsen, fordi Skødstrup så vil være bedre end holdet i Brønshøj-farverne i indbyrdes kampe.

Nørager kan modsat med en sejr sikre sig en solid afstand på hele seks point til rækkens nummer to, før de sidste syv spillerunder i foråret venter.

Ingen tvivl om, at det talentfulde Nørager hold har kvaliteterne til Serie 1 og set i et udviklingsmæssigt perspektiv skal en række op.

»Det kan godt være, at vi laver for få mål. Til gengæld har vi modsat kun lukket to ind i seks kampe, så det hører også med,« siger Allan Haslund.

Fodboldbacillen har i den grad ramt Nørager.

I torsdags trænede førsteholdet ikke grundet kamp fredag aften. Alligevel dukkede 25 spillere fra andet- og tredjeholdet op og trænede.

»Det er dejligt at se, at interessen er så stor, og at folk kan lide at komme. Det kan man kun blive glad for som træner,« siger en tilfreds Haslund.