Rungsted tester lettisk talent
Ishockeyklubben har manglet 11 spillere, men forventer at stille i stærkeste opstilling til fredagens kamp mod Hvidovre
Rungsted Ishockey har haft en turbulent opstart med et decimeret hold på grund af manglende spillertilladelser, juniorlandsholdstræninger og et par skader, men i denne uge bliver holdet forstærket en del frem mod fredagens vigtige pokalkamp ude mod Hvidovre.
Klubben forventer nemlig at modtage arbejdstilladelser til Zane Kalemba, Phil Paquet og Anthony Maiani. Dertil kommer at ungdomslandsholdsspillerne William Boysen, Mathias Røndbjerg, Marcus Nislen og Valdemar Kisum er hjemme igen.
196 cm til prøvetræning
Endelig har man fået den 196 centimeter store og 95 kilo tunge Lauris Bajaruns til prøvetræning. Han har tidligere spillet tre junior-VM turneringer for Letland og kommer senest fra den store tjekkiske klub HC Kladno, der ejes af legendariske Jaromir Jagr.
"Det bliver spændende at se, hvordan han klarer sig. Vi har foreløbig til gode at se ham på isen, men et par gode meldinger giver os optimisme i forhold til at han kan tilføje nogle ting, vi kan bruge," sagde direktør Thomas Friberg inden første ispas for letten.
Manglede 11 spillere
Bajaruns er dermed formentlig også med i kampen fredag mod Hvidovre. En kamp, der er af stor vigtighed, da en sejr giver adgang til to kvartfinaler mod Rødovre i næste weekend, 12.-13. september.
Dermed tyder det på, at man går fra et hold, der reelt manglede 11 spillere i den sidste træningskamp mod svenske Varberg til et hold, der formentlig kun mangler knæskadede Erik Hjalmarsson på fredag.