Fortsæt til indhold

Kirill Starkov og Tyler Mosienko fyret i Esbjerg Energy

Efter undersøgelser foretaget af DIF har vi konstateret, at vores andenmålmand samt to spillere fra ligaholdet har spillet på resultatet af en kamp, de selv medvirkede i.

Sport
Arkiv

Esbjerg Energys andenmålmand, Dennis Jensen, samt de to forwards, Kirill Starkov og Tyler Mosienko, er af klubben blevet opsagt, efter de har erkendt over for DIF at have spillet på et delresultat i en kamp spillet den 3. januar mod Rungsted. Kampen blev vundet 7-4 af Rungsted. De tre spillere havde ikke spillet på kampens vinder eller på kampens samlede resultat. De havde derimod spillet på, at Rungsted ville score mindst eet mål i 1. periode (Rungsted scorede tre gange i 1. periode).
Formand Christian Rølmer Christensen både overrasket og ærgerlig over sagen:
"Vi indskærpede over for spillerne allerede ved sæsonstarten i 2013, at de fremover ikke måtte spille på resultatet eller delresultater i egne kampe. Det overrasker mig, at der så alligevel er tre spillere, der gør det et halvt år efter sæsonstarten."
"Det er ærgerligt for både spillerne og os, at vi nu er nødsaget til at opsige deres kontrakter, men vi har på intet tidspunkt været i tvivl om det rigtige i straks at henvende os til DIU og DIF med sagen, da vi fik en henvendelse fra en af de andre spillere på holdet om hans mistanke."
"Forhåbentlig kan sagen tjene som en påmindelse til andre aktive både i vores og andre sportsgrene om, at forbuddet mod spil på egne kampe skal tages og vil blive taget alvorligt."
Det er DIF's Matchfixingnævn, der skal tage stilling til hvilke konsekvenser de tre spilleres adfærd skal have. I øjeblikket er DIF's Matchfixingsekretariat i gang med sagsbehandlingen, og sekretariatets leder, Jesper Frigast Larsen, anslår at han inden for et par uger kan videresende sagen til nævnet.