Fortsæt til indhold

Skrivebordssejr giver Nørre Djurs HK yderligere to point

AGF benyttede en ulovlig spiller i opgøret forleden mod Nørre Djurs HK, og det er nu blevet straffet af DHF

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division tabte 14. november til et stærkt AGF-mandskab på hjemmebane med 28-24, men senere har det vist sig, at AGF benyttede en ulovlig spiller i opgøret, Lasse Kristoffersen.
Læs også: Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK kom ned på jorden igen
Lasse Kristoffersen spillede med for AGFs 2. divisionshold 8. november mod Rækker Mølle KFUM, og da AGFs 2. divisionshold ikke spillede en kamp inden opgøret mod Nørre Djurs HK, var Lasse Kristoffersen ikke spilleberettiget i kampen mod Glesborg-klubben i henhold til reglerne om op- og nedrykning af spillere fra et klubhold til et andet.
Den nævnte 2. divisionskamp havde i øvrigt Peter Schumacher, halinspektør i Nørre Djurs Hallen og bestyrelsesmedlem i Nørre Djurs HK, som dommer.
De to point til Nørre Djurs HK betyder, at klubben nu har samlet 12 point i otte kampe, og det gør den kommende søndags kamp i Nørre Djurs Hallen mod de Jyske Akademikere fra JAI Aarhus yderligere interessant.
De to klubber ligger nemlig side om side med 12 point, men JAI besætter andenpladsen på bedre målregnskab.
Topopgøret spilles klokken 16.15.