Unge håndboldspillere valfartede til Solbjerg
Solbjerg Håndbold arrangerede i sidste uge håndboldskole for 18. gang. 84 unge mellem otte og 14 år deltog
Traditionen tro bød skolerenes sommerferie på håndboldskole arrangeret af Solbjerg Håndbold. Det var 18. gang, håndboldskolen fandt sted i sidste uge.
I år fik de 84 unge, som deltog, sig en overraskelse i form af et landsholdsspiller-besøg. Mads Christiansen dukkede tirsdag eftermiddag op og underviste ungerne i et par timer foruden at skrive en bunke autografer og tage selfies med deltagerne.
Derudover bød årets håndboldskole, som er en del af DHF's landsdækkende håndboldskoler, på et nøje tilrettelagt program
“Vi gør altid meget ud af at tilrettelægge ugen minutiøst og sørger for, sammen med de frivillige trænere, at lægge gode programmer for de enkelte træningspas. Et veltilrettelagt program giver overskud og dermed plads og mulighed for at improvisere og lave en sjov og varierende træning, der giver en god oplevelse for alle,” siger arrangør og tilrettelægger, Morten Birk Nielsen, i en mail til redaktionen.
Fællesspisning og allstars
Deltagerne, som var mellem otte og 14 år, kom fra Solbjergs egne rækker samt klubber i Sabro, Stilling, Hørning, Solbjerg, Virring, Lund og Samsø.
De unge håndboldspillere var delt ind i fire hold med cirka 20 spillere, som roterer mellem fire trænerhold, der står klar til at tage imod i henholdsvis hal, gymnastiksal, multibane, græsbane og svømmehal.
I år handlede håndboldskolens overordnede tema om duelspil.
Torsdag aften var der fællesspisning for de godt 100 mennesker, som var med. Efter endt spisning bød allstar-holdet traditionen tro trænerstaben op til kamp. Efter en jævnbyrdig kamp endte det med, at trænerteamet genvandt æren for endnu et år med resultatet 25-27.
Ugen blev fløjtet af med overrækkelse af diplomer.