Fortsæt til indhold

Låsby satser på håndboldfitness

Sport
Erland Rasmussen

Håndboldafdelingen under Låsby Boldklub vil knække den nedadgående kurve i medlemstallet. Det skal ske med en satsning på håndboldfitness.
Ligesom på landsplan er det i Låsby særligt på seniorsiden, der har været et fald i antallet af medlemmer. I Låsby Boldklub er der lige nu kun et enkelt seniorhold tilbage.

40 minutters træning

Våbnet i kampen for flere medlemmer til Låsby Håndbold er håndboldfitness, og derfor er der indgået et samarbejde med Dansk Håndbold Forbund og DGI Østjylland om det nye koncept.
“Det er kort intensiv træning, der kommer hele vejen rundt, og det virker,” siger Morten Baastrup, formand i Låsby Håndbold.
Håndboldfitness er skabt med udgangspunkt, at nutidens familier har rigtig travlt og derfor har svært ved at se sig selv dyrke motion flere timer ugentlig og måske endda spille kampe i weekenden.
Det er 40 minutters intensiv træning, inspireret af den træning, som professionelle håndboldspillere gennemgår for at kunne præstere på topniveau hver uge. Det henvender sig til både mænd og kvinder fra cirka 25 år og op og kræver ikke noget kendskab til håndbold.
I Låsby Håndbold begynder man med modulet BodyChamp, som henter sin inspiration i Crossfit/Cirkeltræning universet med kroppen som sin egen belastning.
Foruden BodyChamp introduceres også håndboldspillet MATCH, som er et fire mod fire håndboldspil på små baner med en blød bold. Hertil er der knyttet en række småspil.

Flere hold til januar

De første hold er begyndt, og der har allerede været en god opbakning omkring træningen.
Til januar håber håndboldklubben at kunne tilbyde endnu flere hold og derved skabe en mere tidsmæssig fleksibel løsning for sine medlemmer.
Der er håndboldfitness hver tirsdag klokken 20.00 i Låsby Hallen.