Fortsæt til indhold

Skanderborg Killerbees klar til at møde 300 skoleelever

Sport
Af Grethe Bo Madsen

300 elever fra 0. til 3. klasse i Skanderborg Kommune skifter i dag skemaet ud med hockeystave, når de deltager i den første udgave af Skolernes Floorballdag.
Her stiller den lokale floorballklub, Skanderborg Killerbees, op for at lære eleverne, hvad floorball egentlig går ud på.
Floorballdagen er et landsdækkende arrangement for alle skoler i Danmark, som Dansk Floorball Union og Danmarks største sundhedsprojekt for børn, Aktiv rundt i Danmark, står bag.
Floorball minder om ishockey, hvor isen er byttet ud med en skolegård eller gymnastiksal, og den sorte puk er erstattet med en lille plastikbold. Som i ishockey er tempoet højt og giver sved på panden, men spillet er nemt og alle kan være med.
”Vi er med i Floorballdagen, fordi spillet på flere punkter falder godt i tråd med Aktiv rundt i Danmarks overordnede mål om, at det skal være sjovt at være sund. Og netop det forhold, at spillet er relativt let at gå til og vinder større og større indpas, både i idrætsforeninger og på skoler, gør, at vi kan se potentiale i det,” forklarer Anders Flaskager, der er projektleder i Aktiv rundt i Danmark, om baggrunden for Skolernes Floorballdag.
”Floorball bliver spillet rigtig mange steder og er i rivende udvikling. Den udvikling vil vi gerne understøtte og udbrede ved at være aktiv partner i samarbejdet om Floorballdagen,” siger Thorbjørn Ovedal, der er formand for Dansk Floorball Union.
Med en årlig floorballdag forventer de to samarbejdsparter at styrke den positive udvikling, floorball er inde i, ved at gøre en aktiv indsats for at udbrede kendskabet til spillet, som i nogle lande er næsten lige så udbredt som fodbold.
Skanderborg Killerbees holder til i træningshallen på Frueringvej 5 i Skanderborg. Du kan læse mere om klubben på www.killerbees.dk eller kontakte klubbens formand, René Toustrup, på skbfloorball@gmail.com