Kunstgræsbane får 275.000 fra HGF
Onsdag aften overrakte hovedbestyrelsen i HGF en kæmpe check på 275.000 kroner.
Det skete fra hovedformand for Hammel GF, Mogens Lyngby, til fodboldformand, Jesper Søndergaard Balker under hovedbestyrelsens generalforsamling.
”Med gaven tager hovedbestyrelsen en kæmpe del af ansvaret for at være med til at løfte niveauet for fodbolden i ydersæsonerne, og gøre fodbold til en helårsaktivitet. Alt sammen til glæde for byen og lokalområdets børn og unge. Vi er klar, ” sagde Jesper Søndergaard Balker efter overrækkelsen. Han påpegede dog, at banen endnu ikke er helt i mål økonomisk:
”Vi samler stadig ind, så vi får en langtidsholdbar løsning”.
Hos hovedbestyrelsen ser man kraftigt frem til at kunne bringe Hammel til tops, hvad idrætsfaciliteter angår.
”Det er med stor glæde, at vi kan give kunstgræsset et ordentligt skud gødning. Vi ser det som en investering i fremtidens Hammel GF. At være med til at skabe bedre forhold for glade Hammel GF-medlemmer bliver vi aldrig trætte af, ” udtalte Mogens Lyngby.
Lige nu afventer Hammel GF afslutningen på det offentliges VVM-undersøgelse og efterfølgende igangsætning af høring.