FC Djursland satser dansk-brasiliansk
Aroldo Starck bliver ny cheftræner for fodboldoverbygningens bedste hold sekunderet af målræven Paulo Maciel, der forlader Vivild for at blive spillende assistenttræner
?Mandag aften blev dansk-brasilianerne Aroldo Starck og Paulo Marciel præsenteret som nyt trænerteam for FC Djurslands bedste hold i Serie 1.
Aroldo Starck er manden bag Brazil Football College i Grenaa, hvor Paulo Maciel blev tilknyttet i juni 2015 i en slags blæksprutterolle som Event Coordinator med hovedvægten på salg af det brasilianske koncept.
Førstnævnte bliver cheftræner, mens Paulo Maciel forlader Vivild for at blive ny spillende assistenttræner i FC Djursland og garant for mål på banen. De mål, som FC Djursland havde svært ved at levere i sidste sæson, hvor det blev til en sikker nedrykning fra Jyllandsserien.
"Vi fik en henvendelse fra Brazil Football College som har ønsket et tættere samarbejde med FC Djursland, fordi man er interesseret i at kunne tilbyde de unge studerende fodbold på U19 og U17 niveau, og det banede vejen for den trænerløsning, vi har fundet, og som vi med rette har store forventninger til," siger Benny Sørensen, formand for FC Djurslands bestyrelse frem til generalforsamlingen 17. december 2015, hvor han stopper, men sandsynligvis fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen på en af de to poster, der udpeges af B-aktionæren.
25-30 dukkede op
Ifølge bestyrelsesformanden lyttede 25-30 spillere, herunder også kommende U19 spillere, med, da det ny trænerteam blev præsenteret mandag aften i Grenaa Stadions klublokaler af Grenaa IFs fodboldformand Finn Pedersen.
Blandt de fremmødte var den stærke målmand Christian Rygaard, der nu i et par sæsoner har spillet i Vivild, men oprindelig har fået sin fodboldopdragelse i Aastrup-Hammelev og tidligere har været førsteholdsmålmand i FC Djursland i flere omgange, da førsteholdet spillede i 2. division og Danmarksserien.
"Der var en livlig spørgelyst, og jeg tror, at de fremmødte spillere fik et godt indtryk af det nye trænerteam som repræsenterer en anden ledelsesstil end vores seneste cheftræner Krzysztof Popczynski, der måske var meget bombastisk, mens det nye trænerteam tydeligvis går meget mere op i at begejstre og motivere spillerne, et blødere værdigrundlag kan man sige," siger Benny Sørensen.
Målmandstræner Ib Pedersen og holdleder Flemming Zaar fortsætter på deres poster, så der bliver en slags kontinuitet i tingene.
To spændende herrer
Aroldo Starck, 38, er tidligere landstræner for Danmarks futsallandshold. Han er stifter og drivkraften bag Golasso, en virksomhed der har specialiseret sig inden for futsal og blandt andet driver Danmarks første futsalakademi.
Han har spillet som professionel i Brasilien, mens han i Danmark har optrådt for Brønshøj, og på trænerfronten har han blandt andet fungeret som assistenttræner i Herfølge under daværende cheftræner Auri Skarbalius.
Paulo Maciel startede sin seniortid med at score mål på samlebånd fra fra Marstal/Rise i Fynsserien. Siden gik turen til Skovbakken i 2. division, hvor træner Jakob Michelsen, nu superligatræner i SønderjyskE, var så glad for angriberen, at han tog ham med til Hobro i 1. division.
Her var Maciel dog kun en kort stund, før han vendte tilbage til Skovbakken og herfra skiftede til Vivild. En enkelt afstikker til Langå er det også blevet til.
Alle steder, som Paulo Maciel har spillet, har han været fast leverandør af mål.