Fortsæt til indhold

AGF fyrer Morten Wieghorst

AGF bekræftet lørdag middag, at de har fyret Morten Wieghorst

Sport
Af Gustav Tornby, tipsbladet.dk

I går vandt AGF 2-1 over FC Midtjylland, og der var liv og glade dage på Ceres Park.
Til trods for det flotte resultat over de forsvarende mestre har AGF i dag lørdag valgt at fyre cheftræner Morten Wieghorst.
Wieghorst kom til AGF i sommeren 2014, og skrev under på en 3-årige aftale.
Fyringen kommer på et noget overraskende tidspunkt, eftersom man har hele 12 point ned til nedrykning. Det erklærede mål ved sæsonstart var nemlig overlevelse i rækken.
"Desværre har vi måttet konstatere, at vores resultater de seneste måneder ikke har levet op til forventningerne, og vi har ikke tillid til, at Morten Wieghorst er den rette cheftræner til at føre holdet videre," fortæller sportschef i AGF, Jens Andersson, i en pressemeddelelse og uddyber:
"Vi har derfor efter nøje overvejelser besluttet, at der skal nye kræfter til for at indfri vores sportslige målsætninger på både kort og lang sigt. Vi forventer inden længe at kunne offentliggøre navnet på vores nye cheftræner, der fra årsskiftet skal stå i spidsen for AGF i Alka Superligaen."
AGF skriver endvidere, at assistenten Bent Christensen ligeledes er fyret.