Stop med at heppe på vores modstandere
Det Internationale Håndboldforbund (IHF) er inden VM i håndbold i Danmark kommet med en opfordring om, at udvise fairplay til de gæstende hold. Det har de danske tilskuere til Danmarks to første kampe ved VM fulgt, men det skal være slut nu. Det skriver DR.
Både i kampen mod Japan og i kampen mod Tunesien blev der klappet af modstander, men det skal være slut nu, mener både spillere og ledere i den danske VM-lejr.
- Vi skal være flinke og sportslige, men vi skal ikke være naive, og vi skal ikke sidde og heppe på modstanderne. Der sætter jeg sgu grænsen, siger sportchef Ulrik Wilbek til dr.dk.
Og den holdning deles også hos spillerne, der melder ud, at de har brug for hjælp mod Serbien, Ungarn og Montenegro i de kommende kampe.
- Nu må publikum gerne lige vise lidt tænder i de kommende kampe, for vi får brug for, at folk på lægterne også giver et ekstra boost og lægger lidt ekstra tryk på modstanderne, siger venstrefløjen Ann Grete Nørgaard til dr.dk.