Fortsæt til indhold

Morten Pedersen er back in business som spilstyrer

Den rutinerede spilfordeler gjorde comeback hos Aastrup/Hammelev-Grenaa i søndagens 23-20 hjemmesejr over Team Favrskov

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) havde en joker i ærmet til søndagens hjemmekamp mod Team Favrskov i Åstruphallen.
Veteranen Morten Pedersen gjorde comeback på førsteholdet efter halvandet års fravær.
I sidste sæson havde den begavede spilstyrer en afstikker til Nørre Djurs HK, hvor ikke mindst hans evner som styrmand i var med til at sikre oprykning fra Jyllandsserien til 3. division.
Af familiemæssige årsager annoncerede Morten Pedersen forud for denne sæson, at han skruede ned for ambitionerne og egentlig kun havde planer om at spille Serie 1 i ÅHG.
"Vi var uden Mikkel Due (ude at rejse, red.) og Jonathan Spørring Højgaard, der ikke spiller mere i denne sæson, fordi han er taget på et længere udenlandsophold. Derfor stod vi uden playmaker, og da Morten Pedersen har trænet fast de sidste to-tre uger, var det naturligt at tage ham med," siger Carsten Vikkelsø Jensen, assistenttræner i ÅHG.
Det tog heller ikke lang tid for Morten Pedersen at finde ind i sin gamle rolle som iscenesætter af angrebsspillet.
"Morten er ikke længere selv så skudfarlig som tidligere. Til gengæld er hans overblik helt eminent, og hans evne til at sætte angrebsåbninger op unik," roser assistenttræneren.
ÅHG har en aftale med Morten Pedersen for resten af sæsonen.

To stærke målmænd

To stærke målmænd stjal i høj grad billedet i søndagens kamp.
Hos ÅHG spillede Kristoffer Petersen atter på et højt niveau, der gjorde, at andenmålmand Mads Elkjær Petersen slet ikke kom på banen.
"Kristoffer gjorde det flot og holdt Team Favrskov nede på beskedne 20 scoringer, men han blev også hjulpet af vores velspillende 6:0-forsvar, der stod godt i hele kampen," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG førte opgøret fra start til slut og var foran 11-9 ved pausen.
"Team Favrskov dækkede et offensivt og aggressivt 3:3 forsvar, men jeg synes, at vi generelt var dygtige til at spille os til chancer," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Ti minutter før tid lå kampen og vippede ved stillingen 17-17. På dette tidspunkt havde gæsterne bolden og ÅHG var i undertal som følge af en to minutters udvisning.
"Ros til spillerne for, at de ikke panikkede, men stod sammen i denne kritiske fase af kampen, og da André Nielsen med sin første scoring for ÅHG siden skiftet fra Nørre Djurs HK øgede til 20-17, var kampen reelt afgjort," noterer assistenttræneren.

Brødrene Pedersen fremme på beatet

Hos hjemmeholdet havde unge Joachim Pedersen fået indstillet skudarmen igen efter, at den i de seneste kampe har været punkteret.
8 mål scorede venstrehåndsskytten, men tvillingbror Jacob Pedersen på stregen ville ikke stå tilbage for broderen.
"Jacob scorede fire glimrende mål og var denne gang sikkerheden selv i sine afslutninger," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG måtte igen stille op uden 'venstrehænder' på fløjpositionen i højre side.
Nichlas Høpfner 'Høffe' Hansen er ude i seks uger med en brækket finger, og alternativet Jonas Just Hansen er i øjeblikket ikke til disposition.
"Det tvinger os til at bruge Rasmus Sørensen og André Nielsen i højre side, men da de begge er højrehåndede, er det selvfølgelig ikke idéelt, og generelt har vi udfordringer på begge fløje med at få scoret de nødvendige mål. Kenneth Hougaard på venstre fløj kæmper lige nu for at finde formen efter flere skader," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Man skal være glad, når man vinder, og det er vi også. Heldigvis kan vi fortsat udvikle os, og vinder vi på torsdag over AGF, begynder det for alvor at se spændende ud."
Opgøret mod AGF spilles i Åstruphallen med start klokken 18.45.