Fortsæt til indhold

ÅHGs håndbolddamer viste hjerte

Med en 26-21 sejr torsdag i Åstruphallen kravlede Aastrup/Hammelev-Grenaa op på andenpladsen i rækken

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"En flot præstation af pigerne," lyder de indledende roser fra Jan Ring Hansen, cheftræner for Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndbolddamer, der efter en svag indsats søndag i hjemmekampen mod ASA, revancherede sig flot i torsdagens hjemmekamp mod Viby, som ellers hører til i kredsen af oprykningsfavorittter.
26-21 (14-13) vandt hjemmeholdet, og med til historien hører, at ÅHG faktisk kom bagud 4-0 i kampens indledning.
"Pigerne var klar, og de panikkede ikke, selv om vi kom bagud fra start. Godt forsvarsspil og god bredde i modsatte ende bar frugt, og vi var med i kampen igen, da vi bragte os foran 7-6," siger cheftræneren.
Han satte Louise Holm i mål i stedet for Kelly Pape Healy ved stillingen 4-0, og det var et godt skifte, for Louise Holm gjorde ret hurtigt livet surt for gæsterne, så målmandskollegerne Kelly Pape Healy og veteranen Linette Bertelsen kunne blive på bænken i resten af opgøret.
ÅHG kom også foran 14-11, men på to mål inden halvtid hang Viby med efter de første 30 minutter.

Hurtigt foran med seks mål

Efter pausen rykkede hjemmeholdet hurtigt fra gæsterne og skaffede sig en føring på seks mål.
"Vores forsvar arbejdede flot sammen, ligesom vores returløb sad i skabet. Jeg tror kun, at Viby formåede at lave et kontramål på os," siger Jan Ring Hansen.
Selv scorede ÅHG ikke selv et eneste mål efter en kontrafase, og det er lidt af et særsyn.
Til gengæld fungerede det stationære angrebsspil noget nær perfekt.
"Alle tog ansvar, og vi fik fordelt vores scoringer ud på samtlige på holdet bortset fra de tre målmænd," siger Jan Ring Hansen.
En spiller imponerede dog lidt mere end de øvrige i angrebsspillet: Jessica M. Rasmussen - hun blev topscorer med ni mål, og flere af hendes langskud klinede sig ind i målhjørnerne.
"En flot præstation, som blev afgørende for kampens udfald," lyder det rosende fra cheftræneren.

Nummer to

Sejren bragte ÅHG op på andenpladsen i rækken. Langt over forventning.
"Vi afslutter efteråret med en udekamp mod topholdet Hasle KFUM, men uanset udfaldet har vi lavet resultater hidtil, som vi ikke lige havde set komme," indrømmer en tilfreds Jan Ring Hansen.
Han kunne i opgøret mod Viby glæde sig over, at spillerne tog både hoveder og hjerter med på banen.
"Mentalt var vi der, men det var også nødvendigt, for Viby er et bedre hold end ASA, som vi tabte til i søndags."
Opgøret mod topholdet Hasle KFUM spilles lørdag 12. december i Hasle Hallen klokken 16.45.