Fortsæt til indhold

Brazil Football College har interesse i U19 og U17

Direktør for Viden Djurs, Ole Svit, gentager, hvad han har udtalt tidligere, at alternativet til FC Djursland for Brazil Football College er, at man laver sin egen klub

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det er ikke Viden Djurs, der har presset på for at få ansat Aroldo Starck og Paulo Maciel som henholdsvis cheftræner og spillende assistenttræner for FC Djurslands førstehold i Serie 1.
Det siger Ole Svit, direktør for Viden Djurs, til Lokalavisen. Det er Viden Djurs, der driver Brazil Football College på baggrund af et træningskoncept, som Aroldo Starck er manden bag, mens Paulo Maciel fungerer som event-medarbejder, ham som skal gøde interessen hos unge piger og drenge med et fodboldtalent for at kombinere uddannelse og fodbold.
"Nej, vi har ikke haft noget med ansættelsen af det ny trænerteam i FC Djursland at gøre andet, at vi i vores snakke med repræsentanter for FC Djursland har nævnt, at det kunne være en mulighed," siger Ole Svit.
"Vores interesse i FC Djursland er primært, at vores unge, både piger og drenge, der går på Brazil Football College har et sted at træne og spille kampe, som kan supplere den træning, de får hos os."
Derfor understreger Ole Svit, at Brazil Football College har en klar interesse i, at der er velfungerende U19- og U17-trupper i FC Djursland for drengenes vedkommende og på samme måde for spindesiden i Grenaa-klubberne.
"Alternativet er, at vi laver vores egen klub, og det har vi haft med i vores overvejelser, men det er ikke et mål for os. Kun, hvis det viser sig, at vi ikke kan sikre alle vores unge en fast kamp hver uge," siger Ole Svit.
Indendørs stiller Brazil Football College allerede egne hold i futsal.

Aroldo Starck flytter til området

Den kommende cheftræner i FC Djursland, Aroldo Starck, flytter sine nuværende teltpæle fra Sjælland til Grenaa, fortæller Ole Svit.
"Det har han erkendt ligesom er forudsætningen for at kunne udfylde trænerjobbet i FC Djursland," siger Viden Djurs direktøren.
Med sig har Aroldo Starck, ifølge Ole Svit, to unge gutter, der har planer om at arbejde/læse i Grenaa sideløbende med, at de spiller fodbold i FC Djursland.
Felipe Soares, som via Brazil Football College spillede med hos FC Djursland i dette efterår, vil også være til rådighed i foråret 2016.
Den 30-årige forsvarspiller, der har en fortid i den belgiske klub Standard Liege, har en italiensk kæreste og derfor er der ingen tidsbegrænsning på hans muligheder for at opholde sig i Danmark.
Han er ansat hos Brazil Football College og løser opgaver her.