Gartnerne slog købmændene i finalen for firmahold
Hobros superligatræner Ove Pedersen var med på Hobro IK’s firmahold til Brix Cup
Der var endnu engang kendte fodboldben på halgulvet, da firmarækken i Brix Cup søndag blev afviklet i Auning Idrætscenter.
”Vi har tit haft superligaspillere med på de forskellige hold, men denne gang havde vi en superligatræner med i stævnet,” fortæller Ole Hansen fra stævneudvalget bag Brix Cup.
Firmaholdet fra Hobro IK stillede nemlig med superligaholdets nye træner, 61-årige Ove Pedersen, på holdet. Sammen med blandt andet sportschef Jens Hammer Sørensen med en fodboldfortid i Randers Freja og Hobros bestyrelsesformand Steen Juulsgaard stillede superligaens bundprop med et slagkraftigt mandskab, som vandt deres pulje og var med helt fremme i spillet om finalepladserne uden dog at nå helt i mål.
”Ove Pedersen gjorde en god figur på banen, dirigerede godt rundt med sine medspillere, og lynede også med venstrebenet nogle gange,” fortæller Ole Hansen om Ove Pedersen, der som ung var forsvarsspiller i Ikast FS og Herning Fremad, men senere blev en af landets kendteste trænere med blandt andet FC Midtjylland, Esbjerg fB, AGF, FC Vestsjælland, OB, FC Fredericia og netop nu Hobro IK på CV'et.
Lokal Nørager-semifinale med høj tænding
Finalen blev et opgør mellem de to helt lokale hold Gl. Estrup Gartneri og Min Købmand Nørager.
Gl. Estrup Gartneri stiller altid med gode hold til Brix Cup og havde samlet et hold med spillere fra Aunings Serie 2 hold. Kun Danni Bjerre er ved at trappe ned fra fodbold på højeste niveau, mens Daniel Nielsen, Mathias Nygård Jensen, Simon Vest og Jacob Pedersen alle er med på det Serie 2 hold, som snart tørner ud under Auning IF's nye træner Claus Svenningensen.
Gl. Estrup Gartneri slog i finalen med 5-3 et træt Min Købmand Nørager hold, som i deres semifinale måtte gennem både omkamp på tre minutter og golden goal før de havde taget finalepladsen fra bysbørnene fra L-tek med blandt andet Nøragerprofiler Lasse Jensen og Christian Mørk og veteranen Glenn Hansen på holdet.
Til sidst havde L-tek kun to mand på banen, og det var for stor en mundfuld for de temperamentsfulde L-tek spillere i en kamp, hvor de lokale gemytter kom godt op at køre, og hvor det talstærke Nøragerpublikum havde svært ved at finde ud af, hvem man egentlig skulle holde med i dette fortættede ultralokalopgør.
Helt familiehold fra Min Købmand Nørager
Gl. Estrup Gartneri vandt finalen med 5-3 over Min Købmand Nørager, som havde købmanden himself Karsten Jensen med som styrmand og så ellers havde både en søn, en nevø og en svigersøn med på sit købmandshold.
På Min Købmand Nøragers hold spillede ud over Karsten Jensen sønnen Sigurd Jensen, nevøen Gunnar Pedersen, svigersønnen Christoffer Frandsen og Mathias Fisker.
I kampen om 3. pladsen vandt L-tek sikkert over Sportigan Web Grenaa med blandt andet Rune Bækgaard fra KPI's Serie 2 hold og Auning-drengen Jeppe Juhl Jensen, som har spillet ungdomsfodbold i Randers FC, og som siden spillede i FC Djursland inden han skiftede til Odders 2. divisionshold.
Brix Cup fortsætter mandag med rækken for klubhold og blandede hold, hvor de bedste lokale hold får hård konkurrence af en række stærke hold udefra.
Der er 32 hold med i mandagens stævne, som starter kl. 11.00. Finalerunden går i gang kl. 19.00 og finalen forventes spillet kl. 21.00.