Fortsæt til indhold

Kolind-Perstrup spiller om oprykning til Jyllandsserien

Søndag møder KPIs håndboldherrer Ulstrup på Tirsdalens Skole i Kristrup i en direkte oprykningskamp. Vinderen spiller i Jyllandsserien efter nytår

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i Serie 1 kunne med en sejr tirsdag aften over lokalrivalerne Nørre Djurs HK i Nørre Djurs Hallen sikre sig retten til kamp om oprykning til Jyllandsserien.
Men det på papiret stærke ÅHG-hold med spillere som Nichlas Høpfner Hansen, Jacob Pedersen, Morten Pedersen, Mikkel Juhl og Carsten Sander overraskede negativt ved kun at opnå 20-20 mod et hjemmehold, der havde fem U19 spillere i truppen.
Resultatet betyder, at ÅHG slutter med ti point for otte kampe. Samme pointantal har Kolind-Perstrup (KPI) opnået for samme antal kampe, men da KPI er bedre end ÅHG i indbyrdes kampe, bliver det Kolind-drengene, der vinder Serie 1-rækken.
Det betyder, at KPI søndag møder Ulstrup på neutral bane, Tirsdalens Skole i Kristrup, i en direkte oprykningskamp.
Vinderen spiller i Jyllandsserien efter nytår.
Ulstrup sluttede ellers kun som nummer to sin Serie 1-række efter Stoholm, men sidstnævnte kan ikke rykke op i Jyllandsserien, fordi klubben i forvejen har et hold i denne række.
Oprykningskampen spilles klokken 15.30 og dømmes af duoen, Bjarke Christensen og Peter Schumacher - et kendt makkerpar på Djursland.