Fortsæt til indhold

Kvartet bidrog med 31 mål i sikker Nørre Djurs HK sejr

Nørre Djurs HKs håndboldherrer i division gik på juleferie med en 33-22 sejr over Todbjerg/Mejlby og en 'langt-over-forventning' tredjeplads

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK kunne knække rækken med en sejr over Todbjerg/Mejlby (TMIF) tirsdag aften i Nørre Djurs Hallen, og det lykkedes til fulde.
33-22 (15-11) kom storsejren til at lyde på. Dermed kan Glesborg-klubbens flagskib holde juleferie på en tredjeplads i 3. division med samme pointantal 14, som lokalrivalerne Aastrup/Hammelev-Grenaa på fjerdepladsen og JAI på andenpladsen.
Suveræne Skovbakken topper rækken.
Afstanden fra nummer 2, 3 og 4 og til de nærmeste forfølgere er på fire point, når turneringen genoptages efter nytår, hvor Nørre Djurs HK i første spillerunde møder nummer næstsidst Odder.
Cheftræner Erik Flak Jørgensen var da også en ovenud lykkelig mand, da Lokalavisens udsendte talte med ham efter kampen mod TMIF.
"Sejren over TMIF giver os et godt rygstød til anden turneringshalvdel, hvor vi starter hjemme mod Odder. Jeg er vældig tilfreds med indsatsen i de første ti kampe, og jeg tror, det er muligt at bygge endnu mere på holdet i foråret i takt med, at de unge får mere erfaring med seniorhåndbold på divisionsplan," lød det fra Erik Flak Jørgensen, før han gik ned i omklædningsrummet for at rose spillerne og minde dem om, at der er lang vej hjem endnu.

Evigt fightende Henrik Pedersen måtte en tur i gulvet efter pausen, men han var med til den bitre ende. Foto: Lars Norman Thomsen

Forrygende udlæg af Simon 'Ø'

Hjemmeholdets stortalent Simon 'Ø' Østergard startede tirsdagens opgør, som om han ejede hallen og havde afsat halinspektør Peter Schumacher.
Scoringerne til 1-0, 2-0 og 3-0 stod der alle Simon 'Ø' Østergaard på, og scoringen til 4-0 havde 'Ø' også andel i, idet det var ham, der tilkæmpede sig det straffekast som Nicolai Danefeld Hansen sikkert udnyttede.
To yderligere scoringer af en velspillende Henrik Pedersen bragte stillingen på 6-0, før gæsterne første gang lod høre fra sig, da holdets bedste angrebsvåben, Dion Krogh, efter 11 minutter og 40 sekunder reducerede til 6-1.
I den næste fase kom TMIF lidt tættere på. Tættest ved 10-7, 11-8 og 12-10, før første halvlegs outstanding bedste mand, Simon 'Ø' Østergard, kort før slutfløjtet øgede til 15-11.
På afgørende tidspunkter i de første 30 minutter blev hjemmeholdet i høj grad tilgodeset af 3-4 mærkelige dommerkendelser, som på et tidspunkt fik gæsternes bænk til at smide en omgang verbale spredehagl efter kampens opmænd.
Det resulterede fluks i en to minutters udvisning.
Jens Olsen startede godt i Nørre Djurs HK-målet, men fik mod slutningen af første halvleg en tiltrængt pause på bænken og overlod rammen til Rasmus Henriksen.
Nørre Djurs HK gav comeback til Kenneth Kristensen efter næsten halvandet års kamppause som følge af skader og dårlige muligheder for at træne.
"Kenneth har trænet de sidste seks uger fast, fordi hans arbejde nu giver mulighed for det, og det var fint at have ham med igen," siger Erik Flak Jørgensen.
Gæsternes mål blev før pausen vogtet af V-politikeren i Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, der har passeret de 50, men fortsat er i fin fysisk form. Han gjorde sin skyldighed, men kunne ikke for alvor gøre en forskel.
Hovedparten af gæsternes scoringer før pausen var resultatet af vellykket kontraspil, hvor afslutningerne kom fra andet geled.

Jeppe Viinberg giver Nørre Djurs HK pondus og rutine i begge ender af banen. Mange års ligaerfaring fornægter sig ikke. Foto: Lars Norman Thomsen

Danefeld overtog scenen

Efter pausen bragte hjemmeholdet sig på 18-12 efter 35 minutter ved en ung mand i særdeles rivende udvikling, Mathias Nymark.
Den dreng har en håndboldhjerne ud over det sædvanlige, som hans træner også bemærkede med ægte begejstring efter kampen.
Siden formåede gæsterne aldrig at komme tættere på hjemmeholdet end fire mål ved stillingerne 22-18 og 23-19 midtvejs i kampen.
Nørre Djurs HKs tidligere ligaspiller, Jeppe Viinberg, bidrog med to spektakulære scoringer til 23-18 og 24-19, og samme spiller drev også gæk med gæsterne ved scoringen til 25-19, da han frispillede topscorer Nicolai Danefeld Hansen, som sikkert punchede kuglen i mål.
Netop den kleine Danefeld med den finurlige venstrehånd, som også kan lyne fra distancen, overtog scenen i det sidste kvarter med et væld af scoringer som bragte ham op på en total på ti mål.
Nørre Djurs HK gik således fra 27-22 til 33-22 i slutminutterne, da gæsterne slog lidt op i banen efter at have forsøgt at presse hjemmeholdet med et offensivt 3:3 forsvar.
Den kode knækkede Nørre Djurs HK imidlertid nemt med masser af overgangsspil startende ved Jeppe Viinberg i højre side og pladsskifte spillerne imellem.

Mange talenter

Kvartetten Nicolai Danefeld Hansen, Simon 'Ø' Østergaard, Mathias Nymark og Henrik Pedersen scorede tilsammen 31 af de 33 mål, mens Jeppe Viinberg noterede sig for de to sidste.
Fem klassespillere, der formår at holde et højt boldtempo, har mange skudvarianter og kan afslutte fra de fleste positioner.
Martin 'Bondemanden' Jensen på venstrefløj havde en stille aften på kontoret trods masser af spilletid, men 'Bondemanden' kom kun til afslutning 1-2 gange i løbet af de 60 minutter.
Den velbyggede stregspiller Mikas Korsgaard, der er stærk som en okse, gjorde det godt rent forsvarsmæssigt, og når han lærer at kigge op, før han afslutter, kommer der også mange mål fra hans hånd på stregpositionen.
Et andet stort talent, Rasmus Secher Eldrup, der i ungdomsårene har scoret myriader af mål, gjorde sin entre på banen før pausen med at hamre et hopskud på trekantsammenføjningen.
En scoring her havde sikkert betydet en lidt anden kamp fra Sechers side, men der er åbenlyse krummer og tekniske dikkedarer i gutten, der dog er lidt for 'lodret' i sit forsvarsspil. Et lidt lavere tyngdepunkt skal der indarbejdes i talentet, det vil være til fordel for ham i begge ender af banen.
Men et tip herfra lyder på, at ungersvenden går fra glad og tyggegummignaskende stor dreng til ung mand med fremskudt bryst i foråret i takt med flere spilminutter, og så kommer der mange mål fra den kant.
De jævnaldrende Mikkel Eriksen og Kenneth Kristensen fik begrænset spilletid. Eriksen viste, at han ikke har glemt at dække op, men fortsat leder efter sit gamle angrebs-gen, mens Kenneth Kristensen spillede på det sikre af indlysende årsager efter så lang en kamppause.
Målmændene Jens Olsen og Rasmus Henriksen brillerede begge undervejs med de nødvendige redninger, som et hold i toppen af 3. division har brug for.
På en tirsdag aften, hvor fremmødet i Nørre Djurs Hallen var begrænset og lysten til mere at nyde kampen end at bruge hænderne, fik Nørre Djurs HK en storsejr, som giver grobund for fortsat optimisme i klubben, der primært hylder bredden, men også levner plads til eliten.