Fortsæt til indhold

Horsens-sejler nomineret til stor dansk sportspris

24-årige Anne-Marie Rindom er i spil som 'Årets Sportsnavn'

Sport
Arkiv

For første gang i prisens 25-årige historie har komitéen bag Årets Sportsnavn valgt at efternominere en atlet, så der helt usædvanligt er fire kandidater til den prestigefyldte pris.
Den efternominerede atlet er Anne-Marie Rindom fra Horsens Sejlklub, der vandt guld i disciplinen Laser Radial ved VM i Oman 26. november. På det tidspunkt var nomineringerne blevet offentliggjort.
"Det er en markant idrætspræstation, der ikke skal negligeres. Anne-Marie Rindoms guldmedalje ved VM i en olympisk disciplin lover netop godt for det kommende OL. Det ville ikke give nogen mening ikke at nominere hende," siger direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm, i en nyhed på dif.dk.
"Jeg er mega glad for nomineringen og faktisk ret overvældet. Jeg synes jo også selv, at jeg har gjort det ret godt i 2015, så det er klart, at det er dejligt, at andre også har bemærket mine resultater," siger Anne-Marie Rindom.
De tre andre kandidater til Årets Sportsnavn er svømmeren Jeanette Ottesen, orienteringsløberen Maja Alm og kajakroeren René Holten Poulsen.

Horsens: Verdensmester i sejlsport går efter OL-medalje


Komitéen har altid haft mulighed for at føje en ekstra kandidat til de i forvejen tre nominerede. Men det er først i år, at en dansk præstation sent på året har haft en så ekstraordinær karakter, at man har valgt at benytte den mulighed.
Anne-Marie Rindom er for tiden i Rio de Janeiro, hvor hun sammen med andre af landets bedste sejlere forbereder sig på næste års OL.
Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, kalder Anne-Marie Rindom for en sejler, der stadig har potentialet til at nå op på et endnu højere niveau.
"Anne-Marie er typen, der glæder sig, når der er pres på. I de situationer vokser hun og sætter en god præstation sammen. Hun har potentialet til at også at vinde det guld ved OL, som hun gjorde til VM," siger Thomas Jacobsen til dif.dk.
Hvis Anne-Marie Rindom slutter blandt de tre bedste i disciplinen Laser Radial ved OL til sommer, bliver hun den første kvindelige dansker til at fuldføre den bedrift.
"Jeg ser selvfølgelig frem mod 2016, som jeg tror og håber bliver et godt år for mig. Første mål er dog at få OL-udtagelsen på plads, så jeg for alvor kan kigge fremad," siger Anne-Marie Rindom.
Prisen som Årets Sportsnavn uddeles af Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund ved showet 'Sport 2015' i Boxen i Herning den 9. januar.
Formand for komitéen er kulturminister Bertel Haarder.
Bag udnævnelsen sidder også DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm, Team Danmark-direktør Lone Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen samt Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen og sportsredaktør Christian Thye-Petersen.