Fortsæt til indhold

Aastrup-Hammelev forlader seniorsamarbejdet i FC Djursland

Et medlemsflertal i Aastrup-Hammelev besluttede på indkaldt medlemsmøde onsdag aften, at klubbens førstehold skal spille i Serie 1 i 2016, og dermed skal Aastrup-Hammelev forlade seniorsamarbejdet i FC Djursland

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Der var højspænding i luften forud for onsdagens medlemsmøde i Aastrup-Hammelev Fodbold, hvor klubbens ledelse havde inviteret medlemmerne til at give deres besyv med om klubbens fremtid i FC Djursland.
Dagsordenen var klar på forhånd:

  • Skal Aastrup-Hammelev forblive fuldt og helt i FC Djursland-samarbejdet. Det vil indebære, at førsteholdet må forblive i Serie 2 og overlade oprykningen til Serie 1 til Kolind-Perstrup?

eller:

  • Skal Aastrup-Hammelev trække sig fra senior- og U19-samarbejdet i FC Djursland, men fortsætte med at være med omkring U17 og U16?

35 stemmeberettigede dukkede op til mødet, og endvidere var der fuldmagter fra 25 andre medlemmer til, at deres stemme kunne indgå, da fodboldformand Per Kildahl Christensen afsluttede debatten med at skride til en skriftlig afstemning.
Den viste 36 stemmer for, at Aastrup-Hammelev trækker sig fra senior- og U19-samarbejdet i FC Djursland, og 24 stemmer for, at Aastrup-Hammelev forbliver i fuldt og helt i FC Djursland.
Læs også:
Kommentar: Sportslig afgørelse
FC Djursland: Brazil Football College har interesse i U19 og U17
Paulo Maciel: “Spilleglæde er nøglen”
Seriefodbold: FC Djursland satser dansk-brasiliansk
FC Djursland: DBU Jyllands bestyrelse stadfæster Aastrup-Hammelevs oprykning til Serie 1
Læs også: Seriefodbold: FC Djursland kan godt spille i samme række som Grenaa IF og Aastrup/Hammelev
Seriefodbold: Aastrup/Hammelev tvunget til brud med FC Djursland på seniorsiden
FC Djursland: Kolind-Perstrup i venteposition til Serie 1
Læs også: FC Djursland: "Selvfølgelig skal Aastrup/Hammelev spille i Serie 1 efter nytår"
FC Djursland: Katten om den varme grød
Seriefodbold: Kolind-Perstrup anker Aaastrup-Hammelev-dispensation til DBU Jyllands appeludvalg
FC Djursland: Føljetonen fortsætter
Kommentar: Nu gælder det FC Fremtiden

Saglig debat

Resultatet betyder, at Aastrup-Hammelev inden årsskiftet skal meddele DBU Jylland, at klubben trækker sig fra seniorsamarbejdet i FC Djursland, som DBU Jyllands bestyrelse har stillet som betingelse for, at Aastrup-Hammelevs førstehold kan spille i Serie 1 sammen med FC Djurslands bedste mandskab.
Lokalavisen har talt med Kim Busse, førsteholdstræner i Aastrup-Hammelev og formand for seniorafdelingen, og Bo Varmdal, Aastrup-Hammelevs repræsentant i FC Djurslands bestyrelse og U9-træner i Aastrup-Hammelev.
Begge siger uafhængigt af hinanden, at debatten på medlemsmødet foregik i en saglig tone uden, at nogen gik bersærk.
"Det har været et tema, der har fyldt meget i klubben, fordi ingen stiller spørgsmålstegn ved vores berettigelse i FC Djursland, men hvor flere, blandt andet jeg selv, også synes, at vi er uden skyld i den opståede situation," siger Kim Busse.
"Jeg synes, at vi havde en god debat, hvor alle fik lov til at komme frem med deres synspunkt," siger Bo Varmdal.
"Det var tydeligt, at vores ungdomstrænere har den opfattelse, at vi skal blive i FC Djursland fuldt og helt, mens vores seniorspillere meget naturligt gerne vil have mulighed for at spille Serie 1 til foråret," siger Varmdal.
Både han og Kim Busse er enige om, at det blev afgørende for afstemningsresultatet, at seniorspillerne havde gjort deres hjemmearbejde bedst ved at sikre sig fuldmagter fra de spillere, der ikke dukkede op til medlemsmødet.

Opgave til ny formand

Medlemsmødets slutfacit betyder, at Aastrup-Hammelev ved årsskiftet trækker sig fra seniorsamarbejdet og U19 i FC Djursland, der er hele fundamentet for fodboldoverbygningen FC Djursland A/S.
Det betyder også, at Aastrup-Hammelev må give afkald på sin bestyrelsesplads i FC Djursland.
Klubben fortsætter i U17 og U16 og med at have et sæde i FC Djurslands talentudvalg.
Det bliver nu op til en ny bestyrelse i FC Djursland at få klinket skårene efter det, der er sket og få afstukket en vej for fodboldsamarbejdet i fremtiden.
FC Djursland vælger ny bestyrelse torsdag aften på aktieselskabets generalforsamling. Her stopper den nuværende formand Benny Sørensen, men han fortsætter sandsynligvis på en menig post i bestyrelsen.
Lokalavisen erfarer, at et godt bud på en ny formand er Søren Hoffmann Hansen - til daglig projektleder på Brazil Football College under Viden Djurs.
Søren Hoffmann Hansen, der er født og opvokset i Esbjerg, har ingen aktier i en af de fire moderklubber.
Det er alene Grenaa IF, der udpeger FC Djurslands formand.