Fortsæt til indhold

TGF spillere til Europa Cup med Bakken Bears

Ungdomsspillere fra Tåstrup Gymnastik Forening var med til indløb til Europa kampen mellem Bakken Bears og BC Khimik Yuzhne fra Ukraine

Sport
Af Martin Schultz

13 unge basketballspillere fra Tåstrup Gymnastik Forening fik sig en stor oplevelse onsdag aften, da de i Vejlby-Risskov Hallen var med til indløb med et stort publikum som kulisse til Bakken Bears' Europa Cup kamp mod BC Khimik Yuzhne fra Ukraine.
Det blev en festlig optakt med alt hvad der hører sig til af musik, lys og show, da de to mandskaber løb ud på halgulvet til kampen - og denne aften med de unge baskespillere fra TGF som medvirkende.
Efter indløbet var TGF-spillerne sammen med deres forældre inviteret til at overvære kampen, som ukrainerne vandt sikkert med 75-51.
Kampen var Bakken Bears første styrkeprøve i FIBA Europe Cup' s andet gruppespil, og BC Khimik Yuzhne fra Ukraine var en for stor mundfuld for de århusianske bjørne. Ukrainerne regnes for at høre til i den europæiske top 20 og er det hidtil stærkeste hold, som Bakken Bears har mødt.

Et strejf af en basketballstjerne

Med til TGF-spillernes oplevelse hørte, at de sammen med deres forældre før kampen fik en rundvisning i Bakken Bears spillernes omklædningsrum, hvor ikke mindst Bakken profilen Chris Christoffersens rum blev flittigt fotograferet.
Den 2,18 cm høje Bakken Bears stjerne blev i efteråret kendt for andet end sit basketballspil, da han medvirkede i Vild med Dans-programmet på TV2.

Det var spændende at opleve Bakken Bears' spillernes omklædningsrum. Privatfoto

Plads til mange flere unge spillere

I Tåstrup Gymnastik Forening har man en mangeårig tradition for at spille basketball med både ungdoms- og seniorhold med både mænd og kvinder i aktion under kurvene.
TGF har i år et U12 hold og et U14 hold, og klubben har plads til mange flere, fortæller Flemming Jul Mogensen fra TGF's basketafdeling.
Nye spillere er velkomne, og holdene træner hver onsdag mellem kl. 17.30 og kl. 18.30 i Feldballe hallen. Opstart efter juleferien er onsdag den 6. januar.