Det handler om glæden ved bolden
Teame på 17 år og Abdulla på 16 år er flygtet fra krig og rædsel. Nu finder de smilene frem på Jyllinge FC’s årgang 00 hold
Jyllinge FC er ”fodboldklubben for alle”, et motto der nu, mere end nogensinde, lever op til sin ordlyd.
Teame og Abdulla hedder de to nyeste tilføjelser til Jyllinge FC's årgang 00 hold. To unge drenge, der er fuldstændig ligesom deres holdkammerater, bortset fra at de begge to er flygtninge. Teame på 17 år og Abdulla på 16 år bor til daglig på vigen camping, sammen med andre flygtninge. Men to gange om ugen tager de turen fra Roskilde til Jyllinge, for at træne sammen med resten af årgang 00. Et skattet frirum fra livet som flygtning i et nyt land.
Om de to drenge siger Brian Maurer, assistent på årgang 00 og bestyrelsesmedlem i Jyllinge FC:
”Det er fantastisk at kunne være med til at give de to drenge denne her mulighed for at lære nogle drenge på deres egen alder at kende, og samtidig føler vi at Teame og Abdulla er med til at lære de spillere vi har på holdet en masse om hvad det vil sige at være ny i et fremmed land. I sidste ende handler det jo om at kunne dele glæden ved bolden, hvad end man er fra Syrien eller Danmark, og for os er det bare dejligt at denne glæde så kan være med til at bygge bro imellem to kulturer.”
Flytter ind i Tornhøj
Det er planen at både Teame og Abdulla i løbet af december flytter ind i lokalerne der tidligere husede Tornehøj Børnehave, og de glæder sig begge meget til at flytte ind, og til at komme endnu tættere på fodboldklubben. Samtidig er det meningen at yderligere 3 unge mennesker skal flytte ind i de føromtalte lokaler, og dem byder Jyllinge FC også velkommen med åbne arme, udtaler formand Michael Rosenbom.
”Da Dorthe Larsen (Bestyrelsesmedlem i Jyllinge FC), fortalte at hun vidste der var nogle unge flygtninge i Roskilde Kommune der havde lyst til at prøve at spille fodbold, var vi slet ikke i tvivl om at vi gerne ville hjælpe dem med dette. Dorthe har stor ære af dette projekt, som kun lige er blevet sat i søen, og vi håber at vi kan være med til at byde endnu flere velkommen i fremtiden. Vi har altid sat en ære i at være fodboldklubben for alle, og vi er meget stolte af, at vores trænere og spillere dagligt arbejder for at leve op til dette motto. Derfor står vi også klar med åbne arme når vi hører om to unge flygtninge, der begge har ytret ønske om at trille lidt bold i deres fritid. For os handler det om det samme ligegyldigt ens baggrund, og kan vi være med til at give Teame og Abdulla, eller andre, et smil på læben og noget socialt samvær med deres jævnaldrende, så er vores mission langt hen ad vejen lykkedes," siger Michael Rosenbom.