Fortsæt til indhold

Drømmen er kommet et skridt nærmere

Mikkel Jensen drømmer om en genvej til Formel 1. Efter at være første dansker på sejrspodiet i det europæiske Formel 3 Mesterskab, har han måske fundet en genvej

Sport
Grethe Bo Madsen

20 årige Mikkel Jensen oplevede for nylig sit livs hidtil største triumf, da han som første dansker nogen siden stod på sejrspodiet i det europæiske Formel 3 mesterskab.
Det skete 30. maj på den italienske Monza-bane, hvor Mikkel imponerede ved at indtage en 2. og 3. plads i fjerde afdeling af det europæiske Formel 3 Mesterskab.
Selvom han stadig har til gode at stå øverst på sejrsskamlen, var oplevelsen i Italien et godt springbræt til at realisere drømmen om, en dag at sidde bag rattet i Formel-1.
”Selvfølgelig er mit mål at komme op øverst på podiet, men jeg har i hvert fald bevist nu, at jeg godt kan blande mig med de bedste i mesterskabet,” siger den fartglade dreng fra Hasselager.
I efteråret vandt han den tyske talentserie ADAC Formel Masters med et stort forspring ned til nummer to. Det hjalpe ham godt på vej videre til hans første sæson i Formel 3.

Som Formel 1 bare mindre

“Formel-3 er i princippet som en Formel-1 racer, bare mindre. Men det er samtidig også meget, meget dyrere end sidste år, hvor jeg kørte Formel Masters. En sæson i Formel 3 koster 750.000 euro, cirka 5,7 millioner kroner,” forklarer Mikkel.
“Mine gode resultater betyder dog, at jeg ikke skal skaffe det fulde beløb. Jeg er så heldig, at være kommet med i Mercedes' junior program, og det betyder, at de dækker udgiften til min motor. Den alene koster over en million kroner.”
En af de helt store udfordringer for det unge motortalent er at finde villige sponsorer. Og her betyder efternavnet ifølge Mikkel en hel del.

Selvom Drømmen er at køre Formel-1, er der ingen skår i glæden over at kunne løfte pokalen fra Monza-banen højt over hovedet.

En sæson koster kassen

”Alt andet lige, så er det altså lidt nemmere at banke de millioner op af jorden, der skal bruges for at klarer sig i motorsport på det her niveau, hvis man hedder Magnussen,” konstaterer han tørt.
“Talentet alene, gør det ikke. Held og en masse penge, betyder rigtig meget. “
Det er kun fem år siden, Mikkel blev introduceret til motorsporten. Da begyndte han nemlig at køre gocart.
”Det er lidt vildt at tænke på, at for få år siden sad jeg i min første gocart, og nu kører jeg Formel 3,” smiler han.
Selvom Mikkel ofte er ude af landet, har han sat sig for at tage en studentereksamen sideløbende med motorsportskarrieren. Til daglig går han 2. g på HHX i Viby
“Jeg tager min studentereksamen over fem år. Det er det nødvendige kompromis, når jeg også vil være seriøs omkring motorsporten,” konstaterer han .

Missede sejren

I den netop overståede weekend havde Mikkel satset på at vinde sin først Formel-3 sejr på banen i Spa i Belgien. Før lørdagens heat lå han i pole position, men blev i kampen om 1.pladsen skubbet af banen af den førende canadier, Ferrari-lærlingen Lance Stroll, og udgik af løbet efte rbare fire omgange.
Du kan følge Mikkel Jensen på hans fanside www.facebook.com/mikkeljensenofficial