Guldmedaljer og kagemand til super-seje cyklister
5. b på Låsby Skole er seje pedaltrampere og gav den gas i Alle Børn Cykler
Der blev trampet og pustet og trådt til i pedalerne i september, da 5.b på Låsby Skole havde tilmeldt sig dette års udgave af Cyklistforbundets børnemotionskampagne Alle Børn Cykler.
Ved i løbet af to uger at cykle så mange dage som muligt lykkedes det klassen at få samlet så mange point sammen, at de i fredags – foran deres kammerater ved fællessamlingen for skolens mellemtrin - fik overrakt guldmedaljer og en stor studenterbrødskagemand af trafiksikkerhedskoordinator i Skanderborg Kommune, Jette Schmidt.
”Det er bare en fornøjelse at kunne give børnene denne præmie. Formålet med Alle Børn Cykler-kampagnen er at få flere børn til at cykle til og fra skole og cykle mere i det hele taget. Og det er så dejligt, når vi kan se, at det lykkes,” sagde hun ved overrækkelsen.
Selv om det danske vejr ikke altid er cykelvejr, storhitter cyklen heldigvis stadig som transportform. Den er sund og billig, og så er den en væsentlig brik i forhold til at udrydde trafikpropper i byerne og løse klodens klima- og forureningsproblemer.
Og præmievinderne i 5.b er helt med på idéen:
”Jeg cykler eller bruger løbehjulet fire gange om ugen,” fortæller Oliver.
”Det er godt at cykle i skole. Man er meget mere frisk, når man komme til skolen, og det er godt at have fået lidt motion,” lyder det fra Mikkel.
”Engang, jeg var på vej til skole, var der en stor vandpyt på vejen. Der mødte jeg en far med en barnevogn, som jeg lånte min cykel til. Så cyklede han på min cykel og skubbede barnevognen, mens jeg sad oppe i den,” husker Emma. ”Så fik ingen af os våde fødder.”
Alle Børn Cykler arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden. Det er gratis for klasserne at være med. En rapport fra COWI viser meget tydeligt, at kampagnen ikke blot er en gevinst for det enkelte barn, men for hele samfundet - både økonomisk og sundhedsmæssigt.