Fortsæt til indhold

Dennis Holdgaard forsøger trænervejen

Efter et langt seniorfodboldliv i Vivild bliver Dennis Holdgaard ny trænerassistent i Auning

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det har ikke været en nem beslutning at forlade Vivild, hvor jeg har spillet i stort set alle mine år som seniorspiller," siger Dennis Holdgaard, 38, der for 2014 har lavet aftale med Auning om at blive assistenttræner i et tæt samarbejde med cheftræner Kasper Eriksen.
"Det er gået meget hurtigt, men jeg har et stykke tid overvejet at gå trænervejen for at teste, om det var noget for mig, og da Auning så meldte sig på banen, og vi fik en snak, syntes jeg, at det var den rigtige mulighed lige nu," siger Holdgaard, der selv bor i Auning og som er ud af en rigtig fodboldfamilie.
Hans lillebror, Søren Holdgaard, er tidligere superligaspiller i Randers FC og 'nedvarmer' nu i Hornbæk, mens far, Lars Holdgaard, har en mangeårig trænerkarriere bag sig, som har omfattet en lang række af klubberne på Djursland.

Får masser af træneransvar

Dennis Holdgaard fortæller, at han er ansat primært som hjælpetræner for Aunings førstehold i Serie 1, men at det selvfølgelig kan komme på tale, at han også skal spille.
"Jeg har snakket med Kasper Eriksen om min rolle, og vi er enige om, at jeg får masser af indflydelse på træningsbanen, og ikke blot bliver en, der skal flytte kegler på træningsaftenerne. Min form er dog fortsat fin, så jeg vil ikke afvise, at der også kan blive brug for mig og min rutine i kampene."
Auning starter ud lørdag 18. januar med nytårsappel, hvor Dennis Holdgaard vil blive præsenteret for seniortruppen.

Fortsat grøn i hjertet

Dennis Holdgaard kigger forbi Langhøj Idrætscenter i Vivild førstkommende tirsdag for at takke af for denne gang med holdkammeraterne i hjerteklubben .
"Klubben har heldigvis masser af unge talenter på førsteholdet, og flere kommer til, så når jeg nu skal forlade Vivild, er det heldigvis i en situation, hvor fremtiden tegner godt for førsteholdet i Serie 2," siger Dennis Holdgaard, der bliver den tredje rutinerede spiller, som ikke tørner ud for 'de grønne' i 2014.
En anden veteran, Jeppe Friis, skal være assistenttræner hos FC Djursland, mens sidste sæsons bedste spiller, aarhusianeren Tor Fabian Kristensen-Jessing, skal træne Skovbakkens andethold i Serie 1.
"Jeg er 38, så jeg må have aftjent min værnepligt i Vivild, og det kan sagtens være, at jeg ud i fremtiden bliver tilknyttet klubben igen, for efter så mange år er jeg selvfølgelig fortsat grøn i hjertet, men nu glæder jeg mig til opgaven i Auning."