Fortsæt til indhold

Mørke-TRIF fortsætter fodboldsamarbejde

Træner Peter Møller ser en mulighed for at kunne stille to seniorhold i den kommende sæson

Sport
Arkiv

"Det ser ud til, at jeg skal fortsætte som seniortræner i foråret," siger Peter Møller, 49, mangeårig aktiv spiller og leder i Mørke IF.
"Men er der en anden, som vil tage over, er jeg meget indstillet på kun at være spiller."
Som det ser ud nu en lille måned før træningsstart, tyder alt på, at Peter Møller må tage trænerposten på sig for seniortruppen, der igen bliver et Mørke-TRIF projekt, som det nu har været nogle sæsoner.
Der har ikke været spillere nok i de to klubber til, at de selv har kunnet løfte opgaven.

Mulighed for to hold

Førsteholdet rykkede ned fra Serie 4 i sidste sæson, men Peter Møller mener, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før holdet er tilbage. "Vi skal op fra Serie 5 igen, og det tror jeg også på," siger Peter Møller, der øjner muligheden for at kunne stille både et hold i Serie 5 og et i Serie 6.
"Mørkes oldboyshold bliver sikkert ikke til noget, og det lukkede hold i TRIF har jeg også hørt vil være med. Derfor ser det ud til, at vi kan blive suppleret med nogle spillere, så vi kan tilmelde to hold."
Peter Møller understreger dog, at han kun vil stå for det ene af holdene.
"Jeg vil godt stå for træningen og tage ansvaret for det ene hold i kampene, men ikke begge. Derfor skal vi være mindst en leder mere for, at det kan køre med to hold."

Fint samarbejde

Samarbejdet de to klubber imellem kører upåklageligt, fremhæver Peter Møller. "Jeg hører kun, at spillerne er glade for det og accepterer, at vi den ene gang træner i Mørke og den anden i Rønde plus, at vi spiller kampe på skift de to steder."
I efteråret 2013 gav samarbejdet også muligheder for en gang om ugen at spille træningskamp mod U19 holdet, når træningen foregik i Rønde.
"Det gav U19 spillerne mulighed for at møde seniorerne, så alt i alt var det et godt eksempel på positiv brobygning."

Der skal lukkes af

Peter Møller forventer at indkalde til nytårsappel i midten af februar. Serie 5 er tilmeldt træningsturneringen, der begynder 2. marts.
Træningen og træningskampene skal bruges til at tætne holdets bagerste skanser.
"Vi lavede egentlig pænt med mål i Serie 4, 1,7 pr. kamp. Til gengæld lukkede vi alt for mange ind, fordi vi manglede en fast keeper, men det håber vi at finde en løsning på, inden turneringen går i gang til april."