AC Norddjurs tygger på en dag mere til Sportigan Cup
Indefodboldstævnet i Ørum Aktiv Center 3. og 4. juledag forløb til arrangørernes store tilfredshed, og der venter en reprise igen om et år - måske med en spilledag mere
Der er grøde i ungdomsfodbolden i AC Norddjurs, hvor gamle Stenvad kæmper som blandt andet Kim Jørgensen og Keld Kristensen er mestre for, at organisa-tionen fungerer perfekt.
Det kom også til udtryk ved indefodboldstævnet Sportigan Cup for ungdomsspillere 3. og 4. juledag i Ørum Aktiv Center, hvor en lang række af hovedsageligt lokale klubber var repræsenteret med hold.
Grenaa IF fik pokalen med hjem for de flest tilmeldte mandskaber. Den blev overrakt til Steen Tvilling fra Grenaa IF af hovedsponsor Per Thomsen fra Sportigan i Grenå.
Sportigan Cup henvender sig primært til bredden, og alle deltagende hold kommer på banen lige mange gange uanset, om de er involveret i A-finalen eller spiller om 3.-4. pladsen i B-rækken.
"Det har vi fået meget ros for fra deltagerne. For 300 kroner har man fået mindst 4 kampe og cirka 40 minutters spilletid, mens vi ved flere andre stævner kan se, at deltagerne kun er sikret 3 kampe af måske 7 eller 8 minutters varighed. Det synes vi ikke er godt nok," siger Keld Kristensen.
Overvejer at udvide
Bortset fra i den ældste alderskategori, U15, var der præmier til alle deltagerne ved Sportigan Cup.
"Generelt synes vi, stævnet forløb godt, men som ved alle andre stævner, var der selvfølgelig tvivlskendelser fra dommernes side, og det blev enkelte hold så lidt sure over, men vi har ingen negative henvendelser fået efterfølgende," fortæller Keld Kristensen.
"Vi regner helt bestemt med at afvikle Sportigan Cup for 4. år i træk i 2014. Hvis der bliver endnu større efterspørgsel efter at være med, kan vi ikke udelukke at strække det over 3 dage, men nu må vi se."