For de gamle der faldt er der ny overalt....i Vivild
Vivilds generationsskifte ser nu ud til at være fuldført, lyder konklusionen fra Vivild-lejren, der har trænet flittigt i januar
Vivild har mistet tre markante støtter i løbet af de sidste par måneder: Jeppe Friis (assistent - FC Djursland - 2. division), Dennis Holdgaard (assistent - Auning IF - S1) og Tor Fabian (træner - IK Skovbakken - S1).
De to førstnævnte var/er i deres aktive karrieres efterår, mens aarhusianeren Tor Fabian, 25, fortsat har masser af fodboldår i sig, og dem får han mulighed for at supplere med en opgave som træner i sin tidligere klub.
Til gengæld har Vivild fået tilgang af to stortalenter, Magnus Glinvad (Randers Freja - U17M) og Emil Tolbod (kort visit i Auning IF - U17A), der i øvrigt er lillebror til Morten Tolbod som har imponeret hos Vivild de seneste sæsoner.
24 til appel
Til lørdagens nytårsappel for seniorer og U19 spillere dukkede 24 mand op.
De blev mødt af en hel hær af trænere på Vivild Gymnastik & Efterskoles (VGI)s fine kunstgræsbane.
Henrik Angermair er klar til sin tredje sæson som cheftræner, og han bliver i foråret 2014 assisteret af Paulo Maciel, der også skal bidrage på banen. Paulo Maciel er desuden begyndt også at træde i karakter på træningsbanen - der er blevet trænet 5 gange i løbet af januar måned med et fremmøde på 25-30 spillere.
Bjarne Poulsen fortsætter som holdleder for førsteholdet i S2. Andetholdet i S5 ledes af Jesper Møgelvang og Torben Thygesen, og U19A-holdet ledes af Jesper Møgelvang med Erik Rasmussen og Martin Rønde som holdledere.
Desuden er den tidligere førsteholdsmålmand Palle Jensen blevet tilknyttet som målmandstræner for de tre talentfulde målmænd i skikkelse af Benjamin Bendixen (S2), Jimmy Højholdt (S5) og Nikolai Hansen (U19).
Skal slutte i øverste halvdel
Med afgangen af tre ældre støtter skal den unge trup nu til at stå på egne ben for alvor.
"Målsætningen for foråret 2014 for S2 er at ende i puljens øverste halvdel, og det samme gør sig gældende for S5 og U19A," fortæller Jesper Møgelvang fra Vivild IF.
Der trænes tirsdage og torsdage på VGIs kunstgræsbane, og de kommende to måneder byder desuden på et hav af træningskampe på samme bane for alle tre hold.
Derudover kan det nævnes, at klubbens U20-hold og U18-hold skal deltage i DGIs landsmesterskaber i indefodbold i løbet af februar måned.