Fodboldpilen peger pænt opad i Auning
Cheftræner Kasper Eriksen er som altid optimist og tror på en placering i top-4 i Serie 1
Auning IF går ind til den sidste måned, før der igen skal spilles om point med tro på, at førsteholdet i Serie 1 kan komme højere op i rækken end sidste sæsons 6. plads.
"Det ser godt ud lige nu. Truppen er intakt, og vi har fået Dennis Holdgaard (tidligere Vivild, red.) som spillende assistenttræner. En klog spiller på midten, der kan holde på bolden i pressede situationer," vurderer Aunings cheftræner Kasper Eriksen.
To hold skiller sig ud
Han har Hornbæk og Skovbakken som de mest oplagte favoritter til oprykning til Jyllandsserien.
"Hornbæk er nedrykker og var vel for gode til at rykke ud i sidste sæson. De er ikke blevet ringere siden da," siger Kasper Eriksen, der selv tror, at Auning kan snuppe en placering blandt de fire bedste, hvis holdet undgår at ryge ud i et skadeshelvede.
"Vores 15 bedste er alle dygtige spillere på dette niveau, men som for alle hold gælder det også for os, at du ikke lige kan rive tre nøglespillere væk uden, at det kommer til at gøre ondt."
Han tror på, at de fire Djurslands-mandskaber, der foruden Auning er Kolind-Perstrup, Nørager og nyoprykkerne Aastrup-Hammelev, vil kunne begå sig i Serie 1.
"Kolind-Perstrup er nok det stærkeste hold af de fire, men Nørager er blevet forstærket, og Aastrup-Hammelev er et ungt hold, som i medgang er meget svære at bide skeer med."
De to øvrige hold, Hadsten og Bjerringbro, ser Kasper Eriksen som favoritter til nedrykning.
"Det er to hold, jeg intet forhold har til, og de er begge oprykkere, så det koster ikke noget at tippe dem til nedrykning," griner han.
Hans eget hold har fået løbet meget i opstarten og trænet på kunstgræs i Vivild, men i den kommende måned skal der rigtigt græs under fødderne på spillerne.
"Jeg er lidt gammeldags, men jeg mener stadig, at fodbold skal spilles på rigtigt græs," siger Kasper Eriksen, der i lørdags mødte Vivild med noget, der mest af alt lignede et talenthold.
"Vi tabte 2-0 og bortset fra de første tyve minutter, var jeg tilfreds. Vi havde Ulrik Rytter, Mads Møller og Dennis Holdgaard med af de gamle, så det var fin test for de unge."
Træningslejr med triatlon
I weekenden 7-9. marts står den på træningslejr for truppen i Auning Idrætscenter.
Her skal spillerne blandt andet prøve kræfter med en minitriatlon.