Fortsæt til indhold

Låsby Boldklub lancerer ny strategi for at tiltrække frivillige

Sport
Af Grethe Bo Madsen

Låsby Boldklub vil i år lancere en helt ny form for generalforsamling. Tanken er at gøre den så inspirerende og givende for de frivillige – og især dem, der endnu ikke er frivillige – at de simpelthen slet ikke kan lade være at møde op. Målet er naturligvis at tiltrække flere frivillige kræfter til foreningsarbejdet.
Generalforsamlingen finder sted lørdag 1. marts og indledes med fælles brunch for alle fremmødte. Herefter er det tanken at få fat i en spændende foredragsholder, der skal fortælle om den frivillige forenings muligheder for at involvere sig i lokalsamfundet.
”Det giver forhåbentligt masser af engagement og energi til de efterfølgende generalforsamlinger,” siger klubbens formand, Alex Sørensen.
De enkelte underafdelinger holder dernæst generalforsamling hverfor sig, inden alle igen samles til hovedbestyrelsens generalforsamling.
”Er man endnu ikke frivillig i en afdeling, er der masser af muligheder, hvor man har lyst til at bidrage, men man kan selvfølgelig også bare møde op for at få et indblik i Låsby Boldklubs arbejde,” siger Alex Sørensen.
Låsby Boldklub har seks underafdelinger, og hver afdeling har tidligere holdt særskilte generalforsamlinger hen over foråret. Fremmødet - dermed besættelsen af bestyrelsesposterne - har været meget sporadiske.
"Forhåbentligt får den nye tilgang til afholdelse af generalforsamling en del flere interesserede til at møde frem og forhåbentlig har nye frivillige lyst til at deltage i klubbens arbejde," håber Alex Sørensen.