Fortsæt til indhold

Randers-ryttere har kvalificeret sig til vm i Gravel

Sport

Lørdag forrige uge blev der for første gang nogensinde kørt en afdeling af UCI Gravel Series i Danmark, og det var med deltagelse af ryttere fra Randers Cykleklub af 1910, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Gravel er en forholdsvis ny disciplin i cykelsporten, og er kørsel både på asfalt og i terræn (grus, sand, mark- og skovveje) på racercykler udstyret med bredere dæk end man ser i landevejsløb.

UCI Gravel Series er kvalifikationsløb til VM i Gravel, der køres til oktober i Italien. Kvalifikationsløbene køres både i og udenfor Europa, og der var derfor en del udenlandske ryttere til start i Blåvand, hvor løbet blev kørt i lørdags. En del af den hjemlige danske landevejselite samt professionelle Kasper Asgreen var også til start, så det var et meget stærkt felt, RC’ere skulle op imod.

Alle deltagere blev sendt afsted på samme tid ud på ikke mindre end 155 hårde km. Det regnfulde vejr havde gjort ruten tung og meget mudret, så rytternes viljestyrke blev udfordret til sidste ”blodsdråbe”.

»Martin Asvig kørte et helt fantastisk løb, og endte på en 6. plads i aldersgruppen 35-39 år efter lidt over 5 timer i sadlen. Asvig kom i mål i en større gruppe, hvor han blandt andet havde følgeskab af Kasper Asgreen. I aldersgruppen 40-44 år kørte Morten Holt også rigtig stærkt, og besatte løbets 5. plads. Et fornemt resultat efter en mindre skadespause. Også hos de lidt ældre i aldersgruppen 50-54 år viste et par RC ryttere super flot kørsel. Her kom Michael Jensen ind på et meget, meget flot 4. plads, mens klubkammeraten Henrik Thinggaard blev nr. 10,« beretter RC1920 i pressemeddelelse.

De fornemme placeringer betyder, at Martin Asvig, Morten Holt, Michael Jensen og Henrik Thinggaard alle klarede kvalifikationen til VM, og dermed kan deltage i VM i Gravel i Italien i starten af oktober.