Nøgensvømning i nabobyen
Kun en håndfuld kilometer vestpå indbyder Allerød svømmeglade naturister til en tur i vandet
En svømmetur som Vorherre skabte os har vist sig at være en stor succes for SigmaSwim Allerød.
Derfor holder klubben i samarbejde med Danske Naturister dørene åbne for naturistsvømning en gang månedligt her i foråret 2014.
Til arrangementerne i Engholm Svømmehal hygger man ekstra meget om gæsterne med levende lys langs bassinet, kaffe og te serveret af livredderne samt dejlig, afslappet musik i højttalerne.
Tit sørger svømmerne også for at tage hjemmebagt kage med.
Sigma håber, at endnu flere end hidtil får øjnene op for naturistsvømningen, som kun adskiller sig fra det sædvanlige svømmehalsbesøg ved, at man ikke har en trævl på kroppen.
De særlige naturistaftener finder typisk sted om lørdagen mellem klokken 19:00 og 21:00 og henvender sig specielt til børnefamilier, der kan lege, grine, svømme og pjaske sammen i rolige og trygge rammer.
Prisen for et tur i baljen på naturistaftenerne er 60,- kroner, der betales kontant ved indgangen. Medlemmer af Danske Naturister med gyldigt medlemskort slipper med 40,- kroner, mens adgang for børn under 15 år er gratis. Dog skal disse altid være i selskab med en voksen.
Læs mere på www.sigmaswim.dk.